Et stort antal rohingya-muslimer er i de seneste måneder stævnet ud i farlige skibe med retning mod Malaysia.

65 mennesker fra den muslimske rohingya-befolkningsgruppe er blevet fundet på en synkefærdig fiskebåd ved en ø i det sydlige Thailand. Det rapporterer den thailandske kystvagt.

Gruppen - 28 mænd, 31 kvinder og fem børn - formodes at være kommet illegalt til landet. Myndighederne er ved at undersøge, hvorvidt der er menneskesmuglere involveret i sagen.

Et stort antal rohingya-muslimer er i de seneste måneder gået om bord i farlige, primitive fartøjer i håb om at komme til Malaysia.

Myndighederne frygter, at der vil blive smuglet et meget stort antal mennesker til landet i den kommende tid.

Omkring 740.000 rohingyaer er flygtet fra Myanmar, siden landets militær i 2017 optrappede angreb på befolkningsgruppen.

Mange rohingyaer befinder sig i overfyldte flygtningelejre i Bangladesh. Andre er blevet ofre for menneskehandlere i jagt på et bedre liv.

I maj blev 23 teenagepiger fra den muslimske mindretalsgruppe reddet, efter at de var blevet bortført fra en flygtningelejr i det sydøstlige Bangladesh.

De var blevet ført til hovedstaden Dhaka med løfter om arbejde i Malaysia. Politiet mistænker dog, at de skulle havde været udnyttet til prostitution.

Under militære operationer i Myanmar er flere rohingya-landsbyer brændt ned til grunden. Soldater er samtidig blevet beskyldt for drab på civile og massevoldtægt.

Internationale organisationer siger, at hæren i Myanmar stod bag en blodig udrensning, hvor mange blev dræbt.

Myanmar anser ikke rohingyaerne for at være en indfødt befolkning.

Myndighederne i det overvejende buddhistiske Myanmar omtaler rohingyaer som "bengalere". Dette indikerer, at de mener, at de er hjemmehørende i Bangladesh.

Volden i Myanmars rohingya-områder begyndte i 2012. Urolighederne fik titusindvis af rohingyaer til at flygte fra Myanmar til havs.

Flygtningestrømmen kulminerede i 2015. Her anslås det, at 25.000 krydsede Det Andamanske Hav i forsøg på at komme til Thailand, Malaysia og Indonesia. Mange druknede efter at have begivet sig ud på havet i overfyldte, usikre både.

/ritzau/AFP