Siden lægerne tidligere på året vurderede, at 32-årige Daniel Fleetwood fra Spring i Texas ikke skulle forvente at leve længere end til september, har han kæmpet for at holde sig i live i håbet på at kunne nå at se den seneste film i Star Wars-filmserien, som han siden barndommen har været gigantisk fan af. 

Daniel Fleetwood lider af uhelbredelig bindevævscancer. På trods af hans viljestyrke og stædighed har den 32-årige i den seneste tid måttet indse, at kroppen nok ikke kan holde til premieren på den nye Star Wars-film senere på året.

Derfor satte hans kone en kampagne i gang under hashtagget #ForceForDaniel i håbet om, at han kunne få lov til at se filmen før premieren.

Og torsdag lykkedes det. Her fik den uhelbredeligt syge Daniel Fleetwood besøg af ansatte fra Disney i sit eget hjem, efter at filmselskabet havde besluttet at lade ham se en snigpremiere på 'Star Wars: The Force Awakens', til trods for at filmen først har premiere den 18. december. Det skriver den amerikanske tv-station CNN, der har bragt et billede af Daniel Fleetwood på Twitter.

På sin Facebook-side har Daniel Fleetwoods kone, Ashley Fleetwood, efterfølgende rettet en stor tak til alle dem, der har støttet op om kampagnen, som torsdag bar frugt, da instruktøren bag den nye Star Wars-film J.J. Abrams tog kontakt til parret for at indfri Daniel Fleetwoods sidste ønske.

»Til alle vores vidunderlige støtter, venner, familie og fantastiske fremmede: Daniels sidste ønske er netop gået i opfyldelse,« indleder Ashley Fleetwood sin opdatering på Facebook, som hun slutter med henvisning til det velkendte Star Wars-slogan.

Læs også: Syv-årige Evan lever ikke til jul: Så flyttede hele byen julen for hans skyld

»Jeg vil gerne takke alle de fantastiske mennesker, som har hjulpet med at få det til at ske. Må kraften være med jer (May the force be with you, red.),« skriver hun.

Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget.

32-årige Daniel Fleetwood har været stor fan af Star Wars-universitet siden barnsben og har flere gange vist sit engagement for de populære film. Ved premieren af de tre seneste film har han f.eks. været den første i sin by til at få billetter, og til den sidste af dem blev han tilmed nævnt i den lokale avis Daily Sentinel, fordi han sad i kø i flere dage foran biografen.

»Han har stadig den kærlighed (for filmene, red.), og jeg synes, det er en meget smuk ting. Selvom det bare er en film, er det ligesom magi for mange mennesker,« har hans kone tidligere udtalt til NBC Houston ifølge det amerikanske tv-program Today.

Det er ikke første gang, at Disney har lavet særvisninger for døende. I 2009 fik 10-årige Colby Curtin, der også var uhelbredeligt syg af kræft, hendes største ønske opfyldt, da hun fik lov at se en snigpremiere på filmen 'Up' (Op, red.). Dagen efter visningen døde hun.

Udover at historien om den 32-årige Daniel Fleetwood har spredt sig som en steppebrand på de sociale medier, er historien også nået ud til flere skuespillere fra Star Wars-filmene.

Blandt andre Mark Hamill, der spillede hovedpersonen Luke Skywalker i de oprindelige tre film, og som også er med i den kommende Star Wars-film, har tweetet om Daniel Fleetwood under hashtagget #ForceForDaniel. Også skuespillerne John Boyega og Peter Mayhew har tweetet om det samme.