Myndigheder beder folk i dele af Californien blive inde. Luften er mere forurenet end i Asiens storbyer.

Mange skoler og turistattraktioner i San Francisco og det omkringliggende område er fredag lukket på grund af det tæppe af røg der har lagt sig over store dele af Californien.

Nok er de store brande i det nordlige Californien tre timers kørsel fra San Francisco, men vinden har sendt røgen sydpå. Det betyder, at luftkvaliteten nu er værre end i mange asiatiske millionbyer, der er plagede af smog.

Myndighederne i San Francisco har beordret alle byens offentlige skoler lukket, ligesom byens ikoniske sporvogne holder stille i garager.

Det skyldes, at luftkvaliteten er målt til 246 på det såkaldte luftkvalitetsindeks. Det er værre end mange af Asiens stærkt forurenede byer som Beijing i Kina eller Mumbai i Indien.

- Luftkvaliteten i San Francisco er gået fra rød eller "usund" til lilla eller "meget usund" på grund af lokale brande og vejrmønstre, skriver transportstyrelsen SFMTA på sin hjemmeside.

Sundhedsministeriet anbefaler indbyggerne i den californiske storby at blive inden døre og lukke vinduerne, tilføjer SFMTA.

63 mennesker er bekræftet omkommet i de store brande, og 631 er savnet, oplyser brandmyndigheder i det nordlige Californien.

En stor del af eftersøgningen efter de savnede koncentrerer sig om byen Paradise. Her bor der mange ældre mennesker, som ikke var i stand til at forlade byen hurtigt, da brandene rykkede nærmere.

461 redningsarbejdere med 22 sporhunde går fra hus til hus i den komplet nedbrændte by for at lede efter ofre for brandene.

Lørdag besøger præsident Donald Trump efter planen nogle af de overlevende efter de voldsomme brande i Californien, hvor over 10.000 huse er blevet fortæret af flammerne.

/ritzau/AFP