Flere end 600.000 mennesker ventes at blive smittet med Kolera i Yemen, inden året er omme. Det vurderer Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) søndag.

En ud af 45 yemenitter vil til december være smittet med sygdommen, advarer Røde Kors.

På billedet ses to børn i behandling for Kolera. Hospitalstelt i Sana'a, Yemen, lørdag den 22. juli.     Vis mere

Det er "en direkte konsekvens af en konflikt, som har ødelagt landets infrastruktur og kørt hele sundhedssystemet i sænk," lyder det i en meddelelse fra nødhjælpsorganisationen.

Ifølge ICRC er flere end 370.000 yemenitter blevet syge, og 1800 er døde siden april.

En borgerkrig har hærget landet de seneste år med kampe mellem Houthi-oprørere og regeringsvenlige styrker. Flere tusinder er blevet dræbt, og millioner er på flugt som følge af krigen.

En række vigtige havne langs landets kyst til Det Røde Hav er blokeret, og det har efterladt millioner af mennesker med begrænset adgang til mad og medicin.

Kolera er relativt let at behandle under normale omstændigheder, men i Yemen er mindre end halvdelen af landets sygehuse funktionsdygtige.

Hvis sygdommen ikke behandles, kan kolera føre til døden inden for blot et døgn, efter at den er udbrudt.

Koleraepidemien begyndte i oktober 2016 og voksede frem til december.

Herefter svandt antallet af tilfælde, men udbruddet kom aldrig helt under kontrol. I maj i år indførte myndighederne i landet undtagelsestilstand for bedre at kunne håndtere det omfattende udbrud.

Det internationale samfund er også trådt ind i konflikten mellem Houthi-oprørerne og de regeringsvenlige styrker og stiller sig på hver sin side i borgerkrigen.

Houthierne er støttet af Iran og det fortrængte styre, mens det internationalt anerkendte styre får støtte af nabolandet Saudi-Arabien og flere andre lande i regionen.

En kvinde i behandling for Kolera. Hospitalstelt i Sana'a, Yemen, lørdag den 22. juli.  Vis mere

/ritzau/AFP