Omkring hver anden time bliver en amerikansk teenagepiges hukommelse 'nulstillet' - og hun bliver tvunget til at mindes en af de værste dage i sit liv.

Hver eneste morgen de seneste tre måneder er Riley Horner på 16 år angiveligt vågnet op med en tro på, at det er den 11. juni.

For det var den dag, hun kom til skade med sit hoved. Det skriver Inside Edition, som citerer det amerikanske lokalmedie WQAD.

»Jeg har en kalender ved min dør, og når jeg kigger på den og ser, at det er september, så tænker jeg: 'Whoa'. Jeg er meget forvirret, og jeg prøver at huske tilbage, men jeg kan ikke...,« fortæller den unge pige.

Ved et uheld blev Riley - der bor med sin familie i Illinois - tilfældigt ramt i hovedet af et spark fra en person, der var i gang med at 'crowdsurfe' til en fest.

Til at begynde med troede lægerne, at hun 'bare' havde fået en hjernerystelse, men ifølge Riley og hendes mor, Sarah, forholder det sig langt fra sådan.

De hævder, at den 16-årige piges hukommelse bliver 'nulstillet' omkring hver anden time, hvor Riley glemmer, hvad hun lige har lavet - ligesom at hun hver morgen vågner op med en tro på, at det er den 11. juni.

På trods af, at familien har været på flere besøg på hospitalet, har lægerne ikke kunnet finde ud af, hvad der er årsagen til Rileys hukommelsesproblemer.

»De (lægerne, red.) siger, at der ikke er noget medicinsk galt. De kan ikke se noget. Der er ingen hjerneblødning, der er ingen tumor,« forklarer Sarah Horner til lokalmediet ifølge Inside Edition.

Ifølge Riley har ulykken ændret hendes liv markant.

Hvor hun tidligere var glad for at gå i skole og ved siden af dyrkede cheerleading, så glemmer hun nu hele tiden, hvor hendes skab på skolen er, ligesom hun er nødt til at sætte en alarm hver anden time, så hun husker at læse det igennem, som hun lige er blevet undervist i.

Til WQAD forklarer Riley, at hun er bange for, at hendes tilstand er permanent.