Bruxelles. Nice og nu Strasbourg. Tirsdag aften var det tredje gang, Rikke Karlssons søn blev ringet op og fik at vide, at én af hans forældre befandt sig midt i dramatiske begivenheder.

»Selv om vi lever i fredelige Danmark, så har min søn nu tre gange oplevet, at hans forældre er tæt på et angreb.«

Det fortæller den danske europaparlamentariker, der tirsdag aften sad fanget i en kælder under angrebet på julemarkedet i Strasbourg.

To gange tidligere har hun og hendes pårørende oplevet episoder som denne.

»Min søns far var i Nice i 2016 og stod lige foran lastbilen. Han nåede lige at få skubbet sin kone væk. Selv var jeg i Bruxelles under terrorangrebet, og nu må jeg så igen ringe hjem og fortælle, at jeg er midt i et drama,« fortæller en rystet Rikke Karlsson til B.T. dagen derpå.

Foto: ABDESSLAM MIRDASS
Vis mere

Mindst tre mennesker mistede livet i Strasbourg tirsdag aften, og 12 blev såret, da en 29-årig mand åbnede ild mod byens populære julemarked.

Umiddelbart efter angrebet udbrød der panik i de omkringliggende gader, og pludselig begyndte folk at vælte ind på den restaurant i centrum, hvor den danske politiker sad og spiste aftensmad sammen med sin assistent.

»Jeg undrede mig over, at folk kom løbende ind. Stolene væltede, og alle løb ind bagerst i restauranten. Det føltes helt surrealistisk, og jeg tænke: 'Hvad Søren sker der?'«

Personalet fik evakueret alle til en kælder ved siden af køkkenet, og her sad de to danske kvinder med andre skræmte mennesker uden at vide, hvad det var, de var havnet midt i.

»Min første indskydelse var at finde telefonen frem og ringe til alle mine kære. Mine børn og min kæreste. Det havde jeg bare brug for, og det gjorde alle dernede. Man havde den der fornemmelse af, at det ikke var sikkert, at vi overlevede.«

Befinder du dig i eller tæt på Strasbourg? Så vil B.T. meget gerne høre fra dig. Skriv til os på Facebook, sms til 1929 eller send os en mail.

»Vi sad fanget i den kælder. Jeg kiggede rundt for at finde et vindue, men alt virkede lukket. Det var skræmmende. Vi vidste jo ikke, om der kom en ned ad trappen og skød os. Vi var fanget dernede. Der var ikke andre veje ud.«

Foto: ABDESSLAM MIRDASS
Vis mere

Efter cirka tyve minutter fik de at vide, at det var sikkert at forlade stedet, men da de stod på gaden igen, hørte de både skud og skrigeri.

En betjent råbte efter dem, at de skulle væk, så de to danske kvinder tog flugten mod hotellet, som heldigvis lå lige i nærheden.

Fra Rikke Karlssons værelse kunne de se, hvordan folk på gaden trykkede sig ind mod husmurene og forsøgte at gemme sig.

Flere af de paniske mennesker søgte også tilflugt på hotellet, hvor de tilbragte natten på gangene og i foyeren.

Udsigten fra Rikke Karlssons hotelværelse i det centrale Strasbourg. Politiet har afspærret området og bevogter noget, der ligner et gerningssted.
Udsigten fra Rikke Karlssons hotelværelse i det centrale Strasbourg. Politiet har afspærret området og bevogter noget, der ligner et gerningssted. Foto: Rikke Karlsson
Vis mere

I skrivende stund er gerningsmanden stadig på fri fod, og det giver en del udfordringer for dagligdagen i storbyen.

»Man har jo bare lyst til at pakke og rejse hjem, men jeg synes på den anden side heller ikke, det skal være sådan. Vi bliver nødt til at blive og fortsætte med at arbejde, men lige nu er det største problem faktisk, at vi ikke ved, om vi kan bevæge os sikkert ud og gå gennem byen,« siger hun og tilføjer, at hun ikke tror, at der kører hverken taxi eller offentlig transport.

Onsdag morgen og formiddag er politiet stadig massivt til stede i byen, og myndighederne har indledt en sand menneskejagt på den formodede gerningsmand.

De franske myndigheder er i forhøjet alarmberedskab, og politiet arbejder nu ud fra en teori om, at han kan være flygtet ud af landet.