Onsdag stemmer Repræsentanternes Hus, og så kan Senatet snart tage hul på rigsretssagen mod Donald Trump.

Repræsentanternes Hus vil onsdag stemme om at sende anklagepunkterne i rigsretssagen mod præsident Donald Trump videre til Senatet.

Det siger den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi.

En afstemning i Repræsentanternes Hus onsdag åbner for, at Senatet kan tage de indledende skridt i rigsretssagen mod Trump allerede i denne uge.

Selve rigsretssagen i Senatet begynder formentlig i næste uge, siger den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell.

I denne uge kan der være forberedende skridt såsom at tage senatorer i ed, siger han.

- Det vil gøre os klar til at begynde den egentlige retssag næste tirsdag, lyder det fra McConnell.

Pelosi har ventet i flere uger med at sende anklagerne videre fra Repræsentanternes Hus til Senatet, hvor rigsretssagen skal finde sted.

Hun og Mitch McConnell har været uenige i spørgsmålet om nye vidner, når sagen rykker videre til Senatet.

Tirsdag retter Pelosi fornyet kritik mod McConnell og siger, at han forsøger at dække over Trump.

- Amerikanerne vil fuldt ud opfatte Senatets forsøg på at indlede retssagen uden vidner og dokumenter som en ren politisk mørklægning. McConnell og præsidenten er bange for, at flere fakta kommer frem, skriver Pelosi på Twitter.

Demokraterne vil gerne have nuværende og tidligere topembedsmænd i Det Hvide Hus til at afgive forklaring under ed.

Blandt dem er Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, der potentielt kan skade præsidentens sag.

McConnell har endnu ikke meddelt, om der kan føres nye vidner eller fremlægges nye dokumenter i sagen.

Men to republikanske senatorer, Lindsey Graham og Mike Rounds, siger, at McConnells plan for rigsretssagen garanterer, at der vil blive holdt en afstemning om indkaldelse af vidner og fremlæggelse af nye beviser.

Demokraterne frygter, at McConnell vil forsøge at styre processen mod en hurtig frifindelse af præsidenten - noget, som han har antydet, at han vil gøre.

- Hvad laver Senatet, der gør, at de ikke har plads i kalenderen til at høre fra vidner som John Bolton og Mick Mulvaney, siger det demokratiske kongresmedlem Hakeem Jeffries tirsdag ifølge tv-stationen CNN.

Mulvaney er fungerende stabschef i Det Hvide Hus. Demokraterne vil gerne indkalde ham og Bolton som vidner for at høre mere om en omstridt telefonsamtale mellem Trump og Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, i juli.

De to anklagepunkter mod Trump handler om embedsmisbrug og hindring af Kongressens arbejde.

Præsidenten er anklaget for at have misbrugt sin magt ved at presse Ukraines regering til at iværksætte en undersøgelse af Trumps politiske rival Joe Biden og dennes søn.

Derudover er Trump anklaget for at have modarbejdet Kongressen i efterforskningen af sagen.

Det er kun tredje gang i USA's historie, at der indledes en rigsretssag mod den siddende præsident.

/ritzau/Reuters