Dansk politi har søndag øget opmærksomheden langs den dansk-tyske grænse.
Det skriver Rigspolitiet i en mail til B.T:
»Rigspolitiet kan oplyse, at politiet i Danmark efter hændelsen i Berlin i går er orienteret af de tyske myndigheder. Dansk politi er i dialog med politiet i Tyskland blandt andet i forhold til øget opmærksomhed ved grænserne, og der vil derfor også kunne ses tysk politi ved grænseovergangene,« lyder det.
Rigspolitiet melder ikke, hvornår man blev orienteret om angrebet eller, om man har øget beredskabet efter lørdagens hændelser i Berlin.
Det tyske medie Bild skrev tidligere lørdag, at dansk politi var blevet alarmeret af tysk politi.
Som led i eftersøgningen er der nu oprettet kontrolposter i flere af Tysklands nabolande.
Ved motorvej A7 nær Flensborg har politiet oprettet en kontrolpost og skærpet grænsekontrollen, skriver Flensborg Avis og Bild.

