Selvom man er en af verdens rigeste, så kan man godt ærgre sig.

Det gør i hvert fald den amerikanske rigmand bag Microsoft - Bill Gates - der nu afslører det, der er hans 'største fejltagelse nogensinde':

At han ikke formåede at gøre Microsofts styresystem til Apples største rival.

Og det er en fejl, der kan have kostet ham 400 milliarder dollars - hvilket i danske kroner svarer til 2.600 milliarder.

Bill Gates.
Bill Gates. Foto: NICHOLAS KAMM
Vis mere

»I en software-verden - i særdeleshed for platforme - er det et 'vinderen tager alt'-marked,« fortæller Bill Gates ifølge CNN i et interview med firmaet Village Global og fortsætter:

»Så den første fejltagelse er enhver dårlig ledelsesbeslutning, jeg var involveret i, der gjorde, at Microsoft ikke er, hvad Android er i dag.«

I flere år var Microsoft førende i computerindustrien og formåede at holde Apple bag sig. Men da smartphone-æraen for alvor brød ud, sakkede Microsoft bagud og formåede aldrig at indhente det tabte.

Samtidig udviklede Google det mobile styresystem Android for omkring ti år siden, og siden er det blevet udbredt verden over, ligesom det hastigt overhalede Microsoft og efterlod det i støvet bag sig.

I interviewet fortæller Bill Gates, at man i Microsoft var klar over, at mobiltelefonmarkedet ville være populært. Men man formåede ikke at gøre det rigtige på det rette tidspunkt.

Og derfor tabte man, erkender han.

»Det er den største fejltagelse, jeg har lavet, når det kommer til noget, vi klart kunne have gjort med vores evner. Vi var helt afgjort det firma, der skulle have opnået det - og det gjorde vi ikke,« siger han ifølge CNN.

Udover at det ærgrer ham professionelt, endte det også med at koste ham penge, forklarer han.

»Der er plads til lige præcis ét ikke-Apple styresystem, og hvad er det værd? 400 milliarder dollars, som ville være overført fra firma G (Google, red.) til firma M (Microsoft, red.),« fortæller han ifølge The Verge.