____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Mystikken breder sig i sagen om den iransk-fødte rigmand Shoja Shojai, som i denne uge er blevet beskyldt for at holde ni kvinder fanget i sit private harem i det sydlige Spanien. Shoja Shojai indrømmer nu, at han har haft sex med tre af de i alt ni kvinder. Deriblandt hans danske hustru. Men alt er foregået frivilligt, fastholder han.

- Jeg har været i seng med tre af de kvindelige anklagere. Deriblandt min hustru. Men jeg har søgt om skilsmisse fra hende gennem flere år, og mine seksuelle relationer til de to andre kvinder var overstået lang tid før, jeg blev arresteret, forklarer Shoja Shojai nu ifølge den britiske avis The Telegraph.

- Jeg var separeret fra min kone på det tidspunkt, og jeg opfattede ikke mig selv som gift. Jeg holdt ikke noget harem her, siger iraneren.

De ni kvinder, som har rejst anklager mod Shoja Shojai, har imidlertid givet politiet en noget anden version. De har forklaret, at de blev lokket til rigmandens bolig med lovning om hjælp til at få en fod indenfor i modebranchen. Efterfølgende blev de holdt fanget i huset mod deres vilje, og tvunget til sex. Politiet fandt i alt syv børn i huset, som kvinderne påstår, Shoja Shojai er far til.

Shojai mener imidlertid, at han er blevet udsat for et komplot af kvinderne. Han forklarer, at de øvrige kvinder var veninder til de tre, som boede i huset, og at de alle var frie til at komme og gå som de ville.
 
- Idéen om at jeg havde et harem er vanvid, siger Shoja Shojai.

Rigmanden mener kvinderne har brugt anklagerne og den efterfølgende arrestation som påskud til at tømme hans hus for værdier for over 30 millioner kroner.

Kvinderne har afvist at udtale sig offentligt men fastholder via deres advokater deres version af forløbet. De afviser al kendskab til det påståede tyveriforsøg mod den storslåede villa under Shoja Shojais anholdelse.

Shoja Shojai vedstår, at han er far til den danske hustrus to børn, og at han har fået to børn med en anden kvinde. Han nægter til gengæld faderskab til de øvrige børn. Derfor skal DNA-test nu afgøre, hvem der er far til de sidste børn.

Shoja Shojai siger i øvrigt, at han er meget uforstående over for anklagerne. Blandt andet fordi han havde arrangeret adskillige private undervisere i blandt andet sprog, ridning og karate til kvinderne. - De fik det bedste af alting. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de finder på disse beskyldinger om misbrug, siger den 56-årige iraner.