De bookede en ubåd til at tage dem helt ned på bunden.
Ned for at kigge på resterne af Titanic.
Turen kostede flere millioner, men få dage efter ekspeditionens start mistede ubåden kontakten til omverdenen.
Fem dage efter imploderede ubåden med al sandsynlighed under vandet, og alle fem passagerer ombord på ekspeditionen omkom.
Undervejs blev 'OceanGate'-katastrofen dækket intensivt i medierne.
Ikke mange ved, hvad der skete, efter ubåden mistede kontakten, men det skal amerikanske E. Brian Dobbins nu forsøge at skildre, skriver The Guardian.
Han er nemlig udpeget som produceren bag den store filmatisering, der i øjeblikket bliver kaldt 'Salvaged' - eller 'Bjærget' på dansk.
Medforfatteren, Jonathan Keasy, på den kommende film har løftet lidt af sløret for, hvad den kommer til at handle om - og der vil ikke blive gættet på, hvad der skete nede i ubåden.
»Filmen kommer til at sætte fokus på mediernes uafbrudte dækning, der dømmer og ruinerer så mange menneskers liv uden omtanke.«
»Sandheden er alt, der betyder noget,« siger Jonathan Keasy.
Produceren bag Titanic-filmen, James Cameron, er på rygtebørsen blevet nævnt som mulig instruktør af den kommende film, men han har afvist alle anklager og sagt, at han overhovedet ikke vil involveres.