Det går rigtig godt for den amerikanske mangemilliardær, forretningsmand og nu republikanske præsidentkandidat Donald Trump.

Knap 20 pct. af de republikanske græsrødder vil have ham som partiets præsidentkandidat, og i meningsmålingerne nyder han større opbakning end kendte amerikanske politikere som senator Marco Rubio, guvernør Scott Walker og tidligere guvernør Jeb Bush.

På grund af hans opstilling som præsidentkandidat og den amerikanske valglov har den 69-årige Trump for nylig måttet indberette sine finansielle oplysninger til the Federal Election Commission, skriver The New York Times.

Ifølge den nye indberetning er Trump måske ikke helt overraskende den mest velhavende kandidat ud af alle kandidater opstillet til det amerikanske præsidentvalg 2016. Han skulle have tjent mindst 380 millioner dollars og besidde aktiver for mindst 1.4 milliarder dollars.

Hans indberetning fyldte desuden mere end 92 sider, hvilket også er meget længere end nogen anden præsidentkandidat opstillet til 2016-valget. Samtidig kom han med en erklæring om, at hans formue var større end »TI MILLIARDER DOLLARS«. Og ja, han brugte selv versaler for at fremhæve det. På den måde matcher indberetningen til det forlængede adjektiv, han selv så ofte bruger, nemlig »huuuuge«.

Indberetningen viste, at han bestrider 515 forskellige stillinger og jobtitler i flere hundreder firmaer. Samtidig har han 168 forskellige indtægtskilder.

Hvor meget, Donald Trump egentlig er god for, er et tilbagevendende diskussionsemne i USA, og heller ikke denne indberetning kaster fuldt lys over sagen. For imens han selv påstår, at han er god for ti milliarder dollars, angiver erhvervsmediet Forbes hans formue til at være på fire mia. dollars.

Og dokumentets begrænsninger gør det samtidigt svært at be- eller afkræfte det præcise beløb. Årsagen er, at der er meget brede kategorier for indberetningen af formuer, hvilket gør det næsten umuligt med præcision at beregne en velhavende kandidats samlede formue og indkomst. Eksempelvis skulle han blot angive antal aktiver, som er »mere værd end 50 millioner dollars«, altså over en milliard dollar. I den kategori listede Trump mere end 20 forskellige emner, men uden præcise beløbsangivelser.

Oversigt over økonomiske informationer, som Trump har fremlagt:

Han skylder mindst 265 mio. dollars i gæld. I alt skylder han 15 kreditorer, hvoraf 4 af dem hver især skal have mere end 50 mio. dollars

Han får udbetalt 250.000 dollars pr. foredrag eller tale. Syv foredrag afholdt i 2014 indbragte 1.75 mio. dollars.

Halvdelen af hans indkomst (omkring 200 millioner dollars) stammer fra ejerskab af golfbaner og ferie-resorts

17 pct af indkomsten (66 millioner dollars) stammer fra salg af ejerlejligheder

11 pct. af indkomsten (41 millioner dollars) stammer fra husleje

Han tjente 9.5 millioner dollars i royalties på at udlåne sit efternavn til luksushoteller og beboelsesejendomme i Istanbul, Panama og Washington

Dog har han kun i beskeden grad spredt sin formue ud på investeringer. Ud af hans aktiver på 1.4 milliarder dollars er omkring 78 millioner dollars investeret i en portefølje af hedgefonde, aktier samt et lille beløb i guld.

Samarbejdspartnere flygter

På det seneste har Trump fået meget kritik for hans meget bombastiske udtalelser bl.a. om mexicanske immigranter, som han har kaldt »voldtægtsmænd« og »terrorister«. Af den årsag er flere af hans samarbejdspartnere begyndt at trække sig.

Eksempelvis meddelte NBC for nyligt, at de ville afslutte al deres forretning med Donald Trump. Det betyder, at Trumps Miss USA og Miss Universe-skønhedskonkurrencer ikke længere vil blive vist på den amerikanske tv-kanal, og at »the Donald« ikke længere må deltage i det populære realityshow »Celebrity Apprentice« på NBC.

 

Mere modvind fik kandidaten for nylig, da The Huffington Post offentliggjorde på deres hjemmeside, at de ville ændre kategoriseringen af dækningen af Donald Trump fra politiksektionen til underholdningssektionen. I lang tid har forholdet mellem mediegiganten og Donald Trump dog ikke været optimal. Blandt andet skrev Donald Trump helt tilbage i 2012 dette tweet om Huffington Posts CEO, Arianna Huffington:

 

Den første tv-debat med de republikanske kandidater løber i øvrigt af stablen den 6. august på Fox News.