Richard Branson og hans rumfartøj er sikkert tilbage på Jorden efter at have været i vægtløs tilstand.

Det ser umiddelbart ud til, at den britiske rigmands mission ud til kanten af rummet har været en succes.

»Tillykke til hele vort fantastiske hold på Virgin Galactic med 17 års hårdt arbejde, der har fået os så langt,« sagde Branson, da fartøjet havde sat hjulene på landingsbanen, ifølge AFP.

Turen varede lidt over en time, og Branson og de andre om bord på VSS 'Unity' oplevede vægtløshed.

Her ses Richard Branson (med ryggen til) kort inden han sætter sig i sit private rumfartøj VVS Unity.
Her ses Richard Branson (med ryggen til) kort inden han sætter sig i sit private rumfartøj VVS Unity. Foto: VIRGIN GALACTIC
Vis mere

Fartøjet var spændt fast til et større fly, der lettede fra Space Port America i New Mexico omkring klokken 16.40 dansk tid.

Rumfartøjet blev sluppet fri i 15 kilometers højde.

Herfra startede fartøjet en raketmotor, der bragte det op i 85 kilometers højde.

Om bord på fartøjet var foruden den 70-årige Branson to piloter og tre andre passagerer.

De oplevede vægtløshed i 85 kilometers højde i nogle minutter, ligesom de så Jordens kurve gennem de 17 vinduer i 'Unity'.

Derefter begyndte fartøjet turen tilbage til Jorden, hvor fartøjet landede af egen kraft.

Det var den 22. testflyvning med fartøjet og den første med fuld bemanding, skriver Reuters.

Dermed er Branson den første af de tre milliardærer, der i de seneste år har arbejdet på projekter om at sende turister i rummet, der først kommer personligt ud til kanten af rummet.

Men det er knebent, at Branson er blevet den første.

For Amazon-stifter Jeff Bezos, verdens rigeste mand og grundlægger af det rivaliserende rumselskab Blue Origin, ventes at rejse i rummet 20. juli.

Opsendelsen finder sted fra Texas. Det er rumselskabet Blue Origins løfteraket New Shepard, som skal sende multimilliardæren og hans bror, Mark Bezos, til rummet.

De får selskab af en anonym køber, som har betalt 28 millioner dollar – 172 millioner kroner – for at komme med den stenrige stifter i rummet.

Med på turen er også den 82-årige kvinde Wally Funk.

Hun har ventet næsten seks årtier på at komme derud.

Hun var en del af Mercury 13, som var de første kvinder til at blive trænet i at flyve ud i rummet fra 1960 til 1961.

De fik dog ikke muligheden for en rumrejse.

Tesla-stifteren Elon Musk er også en del af kapløbet med sit rumselskab SpaceX.

Modsat de andre har han dog ikke meldt en dato ud for, hvornår han selv skal en tur til rummet.

/ritzau/