»De sagde, at det var meget alvorligt. At prognosen er meget, meget alvorlig.«

Sådan fortæller den amerikanske senator John McCain, der tidligere i år fik konstateret en hjernetumor.

For to måneder siden blev han hasteopereret, efter lægerne under et rutinetjek opdagede, at noget var galt. Helt galt. Det fortæller han for første gang i et åbenhjertigt interview med tv-programmet '60 Minutes'.

Han var egentlig på vej hjem fra sygehuset efter tjekket, som han var taget til, fordi han nogle gange følte sig lidt svimmel og ikke helt lige 'så skarp', som han plejede at være.

»Jeg var ved at køre hjem og var kommet to-tredjedele af vejen, da min læge ringede og sagde: 'Du er nødt til at komme tilbage'. Jeg sagde: 'Det er fredag, jeg kan bare komme tilbage på mandag'. Men hun sagde: 'Nej, du er nødt til at komme nu. Det er alvorligt',« husker den 81-årige republikanske senator, der også har tjent i den amerikanske hær og siddet fængslet som krigsfange i seks år under Vietnamkrigen.

Med det samme blev han opereret, og fem dage senere kunne lægerne fortælle, at han havde en glioblastom - en aggressiv og hurtigtvoksende kræfttype i hjernen.

»De sagde, at det var meget alvorligt. At prognosen var meget, meget alvorlig. Nogle siger tre procent (lever mere end fem år, efter at have fået diagnosen, red.), andre siger 14 procent,« siger han i tv-programmet, der blev vist søndag aften amerikansk tid, og fortsætter:

»Du ved.. Det er en meget dårlig diagnose. Så jeg sagde bare: 'Jeg forstår det. Nu skal vi bare gøre alt, hvad vi kan, få de bedste læger, vi kan finde, og gøre det så godt, vi kan'. Og på samme tid med taknemmelighed fejre et liv, der er levet fuldt.«

John McCain ses her den 19. september i Washington.
John McCain ses her den 19. september i Washington. Foto: JONATHAN ERNST
Vis mere

John McCain - der er gift og har fire børn - modtager for tiden både kemo- og strålebehandling om morgenen. Derefter tager han af sted og passer sit arbejde i Washington, selvom lægerne egentlig har frarådet ham det.

»Jeg er mere energisk og engageret på grund af det her, fordi jeg ved, at jeg er nødt til at gøre alt, hvad jeg kan, for at tjene mit land, mens det er muligt,« siger han.

Allerede 11 dage efter operationen var han første gang tilbage i Washington - for at stemme imod sit eget partis forslag om at tilbagetrække og erstatte Obamacare. I september stemte han igen nej til at afskaffe Obamacare i USA, hvilket kan have gjort, at republikanernes sidste forsøg på at vælte sundhedsreformen formentlig har slået fejl.

Selv forklarer han, at han håber, at han vil blive husket som en mand, der tjente sit land.

»Man bliver nødt til at forstå, at det ikke handler om, at du skal forlade det her sted. Det handler om.. om at du blev. Jeg er så taknemmelig. Hver nat, når jeg går i seng, er jeg fyldt med taknemmelighed,« siger den 81-årige senator i '60 Minutes' og slutter:

»Nogle gange frygter jeg for, hvad der skal ske. Men med det samme, jeg får det sådan, siger jeg: 'Hey, vent lige lidt, vent lige lidt. Du er været i gang længe, gamle mand. Du har haft et skønt liv. Du har haft en fantastisk oplevelse'. Jeg ønsker.. Jeg ønsker, når jeg forlader det her sted, at der bliver holdt en ceremoni ved Naval Academy (flådeakademiet, red.). Og at bare et par folk vil stå op og sige: 'Denne fyr, han tjente sit land'.«