Republikaner har vundet knebent ved omvalg i kongresdistrikt i North Carolina, som Trump vandt stort i 2016.

Den republikanske kandidat Dan Bishop har vundet en kneben sejr i omvalg i kongresdistrikt i North Carolina.

Det melder tv-stationen CNN og nyhedsbureauet AP.

Ifølge stemmeoptællingen har Dan Bishop fået 50,8 procent af stemmerne, mens demokraten Dan McCready har fået 48,6 procent.

Valget i North Carolinas niende kongresdistrikt skulle gå om efter anklager om valgsnyd ved midtvejsvalget i 2018.

Den republikanske kandidat i 2018, Mark Harris, vandt med en snæver margin, men efter valget kom det frem, at hans kampagne havde søgt at manipulere stemmetallene. Derfor besluttede delstatens højesteret, at valget skulle gå om i distriktet.

Distriktet har i årtier været et sikkert republikansk sæde, og præsident Donald Trump vandt distriktet med en stor margin ved præsidentvalget i 2016.

Men siden da er Trumps upopularitet steget markant - og særligt blandt forstadsbeboere. Og dem er der mange af i North Carolinas niende distrikt.

Ifølge analytikere kan valget i kongresdistriktet ses som en indikator på Trumps popularitet og vælgertække forud for præsidentvalget næste år.

At det kun lykkedes Dan Bishop at vinde distriktet med en margin på lige over to procent af stemmerne beskrives af flere medier, herunder CNN og The Washington Post, som et utilfredsstillende resultat for Trump.

Præsidenten holdt et stort vælgermøde i kongresdistriktet mandag aften, der havde til formål at øge valgdeltagelsen blandt republikanske vælgere.

Republikanerne har repræsenteret distriktet i Repræsentanternes Hus siden 1963.

Ifølge det amerikanske netmedie Politico har begge partier spenderet store summer ved omvalget.

Republikanerne investerede millioner i at forhindre en ydmygelse i et ellers sikkert distrikt, mens Demokraterne ville vise præsidentens svaghed.

Analysen hos Politico er, at Trump undgik ydmygelsen - men at hans parti stadig står svagt forud for valgene i 2020.

Kort efter resultat lå klar, skrev Donald Trump i et opslag på Twitter:

- Stor aften for det Republikanske Parti. Tillykke til alle!

/ritzau/