Distriktet Wayne County med mange sorte vælgere er blevet et hovedfokus for præsident Donald Trump.

Det Republikanske Parti og dets præsident, Donald Trump, holder fast i, at der var urent trav ved præsidentvalget i USA 3. november, selv om påstanden er blevet afvist af myndigheder flere gange.

Øjnene er blandt andet rettet mod delstaten Michigan, som Trump under optællingen længe førte i, men endte med at tabe, da brevstemmerne begyndte at blive talt.

Lørdag har både Republikanernes nationale partiorganisation og partiets afdeling i Michigan bedt delstatens valgmyndigheder om at udsætte godkendelsen af valgresultatet i 14 dage.

Det skal gøre det muligt at gennemgå stemmerne fra delstatens største distrikt på ny.

Distriktet Wayne County, som omfatter byen Detroit med mange sorte vælgere, er blevet et hovedfokus for Trump.

To republikanere i distriktets valgkommission har forsøgt at trække deres godkendelse af valgresultatet i distriktet tilbage. Det er sket, efter at Trump selv har ringet til dem.

Michigans indenrigsminister, demokraten Jocelyn Benson, har imidlertid sagt, at godkendelsen ikke kan blive omgjort.

Valgkommissionen for hele delstaten, som inkluderer to demokrater og to republikanere, er sat til at mødes mandag. Her skal de officielt godkende valgresultatet. Det har de 20 dage til.

Men før de går i gang med arbejdet, bør de altså tillade en "gennemsigtig gennemgang" af stemmerne fra Wayne County, mener Republikanerne.

Ifølge Republikanerne er der "adskillige uregelmæssigheder og troværdige meldinger om proceduremæssige skævheder" i distriktet.

Den ønskede gennemgang af stemmer forud for godkendelsen af resultatet er ikke tilladt ifølge Michigans lovgivning. Det siger Jake Rollow, talsmand for Michigans indenrigsministerium, lørdag i en skriftlig erklæring.

Han tilføjer, at der ikke er blevet fremlagt nogen beviser for svindel i delstaten.

Kontoret for delstatens indenrigsministerium anbefalede fredag, at valgkommissionen godkender resultaterne. Resultaterne viser, at Demokraternes Joe Biden vandt delstaten med 154.187 stemmer.

Ifølge indenrigsministeriet var der små menneskelige fejl, som også er set ved foregående valg. Fejl, som ikke har haft indflydelse på resultatet, understreges det.

Michigan har 16 valgmænd. Det kræver 270 valgmænd at vinde præsidentvalget. Med Michigan har Joe Biden sikret sig 306 valgmænd. Trump har 232.

/ritzau/Reuters