Mange af Trumps partifæller i Kongressen har tilsluttet sig kritikken af præsidenten efter hans udtalelser.

En række republikanske medlemmer af USA's kongres overvejer at vedtage en resolution til støtte for USA's efterretningstjenester. Det erfarer nyhedsbureauet AP.

Det kommer, efter at præsident Donald Trump såede tvivl om sine egne efterretningstjenesters konklusioner om, at Rusland blandede sig i den amerikanske valgkamp forud for præsidentvalget i 2016.

Trumps stærkt kritiserede udtalelser faldt efter et møde med den russiske præsident, Vladimir Putin, mandag.

- Jeg har stor tillid til min efterretningstjeneste, men I skal vide, at præsident Putin ekstremt stærkt og magtfuld afviser det i dag, sagde Trump på pressekonferencen i den finske hovedstad, Helsinki.

Republikaneren Will Hurd fra Texas, som er medlem af Repræsentanternes Hus, siger, at snakken om en resolution har taget fart efter Trumps udtalelser mandag.

- Vil det ændre noget? Formentlig ikke, siger han til tv-stationen CNN.

Resolutioner vedtaget i Kongressen er ikke juridisk bindende, men kan sende et kraftig signal til præsidenten.

En række republikanere har tilsluttet sig kritikken af Trump.

- Præsidenten leder ikke. Vi forhandlede ud fra en position af svaghed i går. Vladimir Putin gik derfra med en sejr, siger den republikanske senator Ben Sasse til tv-stationen CBS.

Et andet republikansk medlem af Repræsentanternes Hus, Adam Kinzinger, kalder Trumps optræden ved mødet med Putin "meget pinligt".

En af de skarpeste republikanske reaktioner kommer fra senator John McCain, der betegner Trumps bemærkninger i Helsinki som "en af de mest vanærende optrædener for en amerikansk præsident i nyere tid".

Lignende kritik er kommet fra andre republikanske senatorer, der bruger ord som "skamfuld" og "bizar" om Trumps udtalelser.

Mindst én senator, Rand Paul, støtter dog op om Trump. Han siger i tv-programmet PBS NewsHour, at kritikken er udtryk for "folks had til Trump".

På Twitter takker Trump tirsdag Rand Paul for støtten.

/ritzau/AP