Efter nederlag ved senatsvalg og præsidentvalg vil Republikanerne begrænse muligheden for at forhåndsstemme.

Republikanske politikere i den amerikanske delstat Georgia har mandag vedtaget en ny lov, der begrænser adgangen til at stemme ved valg.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Lovforslaget er blevet vedtaget med 97 stemmer mod Demokraternes 72 stemmer i delstatsparlamentets underhus. Det går nu videre til Georgias Senat til yderligere debat.

Forslaget blev lagt frem, efter at Demokraterne vandt både præsidentvalget og to senatsvalg i delstaten for nylig.

Ved valgene, der blev afholdt i henholdsvis november og januar, var valgdeltagelsen rekordhøj.

Det omfattende lovforslag kræver blandt andet, at man indsender et foto-id for at give sin forhåndsstemme.

Derudover vil loven forkorte den tid, man har til at anmode om at brevstemme, og det begrænser adgangen til de bokse, hvor brevstemmer skal afleveres.

Loven er en af mange, som Republikanerne forsøger at komme igennem med i flere delstater for at begrænse muligheden for at stemme.

Republikanerne siger, at det er nødvendigt med disse love for at genoprette vælgernes tillid til valgsystemet.

Demokraterne mener derimod, at det er på grund af den tidligere præsident Donald Trumps udokumenterede påstande om valgsvindel, at folks tillid er blevet svækket, og at lovforslaget primært vil gå ud over sorte vælgere.

Demokraten Joe Biden fik 11.779 flere stemmer end Donald Trump i Georgia ved præsidentvalget.

Flere demonstranter har mandag samlet sig foran Georgias kongresbygning i Atlanta for at protestere mod loven. De har blandt andet skilte, hvor der står "Sig nej til vælgerundertrykkelse" og "Beskyt stemmerne".

- Vi tager et skridt frem, og disse republikanske lovgivere forsøger at bringe os to skridt tilbage, siger en af demonstranterne Alania Reaves, der er formand for unge demokrater i delstaten, til AP.

/ritzau/