I videoen ovenfor kan du se billederne, der angiveligt viser Tamara Samsonova bære rundt på sækken med det hovedløse lig af 79-årige Valentina Ulanova.

En 67-årig pensionist fra Skt. Petersborg har indrømmet, at hun over en periode på 20 år har dræbt og parteret mindst 10 ofre.

Den formodede seriemorder ved navn Tamara Samsonova blev anholdt, efter billeder fra overvågningskameraer angiveligt viste hende bære rundt på en sort plastiksæk med det hovedløse lig af den 79 årige kvinde Valentina Ulanova, som hun havde været plejer for.

Nu har hun erkendt adskillige mord.

Det skriver Daily Mirror.

Tamara Samsonova har tidligere arbejdet på et af Skt. Petersborgs finere hoteller som rengøringskone, men øjensynlig levede hun et dobbeltliv. I al hemmelighed skrev hun dagbog, hvor der er grufulde detaljer om mord, som politiet nu mistænker hende for at have begået.

»Vi har fundet en dagbog, hvor hun beskriver mord, der blev begået for over 10 år siden. Nu vil politiet gennemgå alle de uløste mordgåder de seneste 20 år,« siger en kilde fra det russiske politi ifølge Daily Mirror.

De vil især fokusere på mord, hvor offeret efterfølgende er blevet parteret og efterladt i poser rundt om i den russiske storby.

Liget af Valentina Ulanova blev fundet i en sø i nærheden af Dimitrova-gaden i Skt. Petersborg. For 12 år siden blev liget af en hovedløs, armløs og benløs mand fundet på samme gade, og nu har politiet fundet mandens visitkort i Tamara Samsonovas lejlighed. Hun har også beskrevet mandens tatoveringer i dagbogen, oplyser politiet.

Samsonovas egen mand kan endda have været et af hendes ofre. I 2005 kontaktede hun politiet og fortalte, at han var forsvundet. Han er ikke set siden - hverken død eller i live.