Gabriela Rodriguez fra Ecuador spiste før jul en tunsandwich til 13 kroner på et advokatkontor – ifølge hendes fagforening har det nu kostet hende jobbet.

Det skriver The Guardian og Daily Mail om sagen, der udspiller sig i London.

Hendes fagforening, United Voices of the World (UVW), er ikke i tvivl om, at der er tale om racediskrimination.

»Rengøringsassistenter bliver rutinemæssigt afskediget på trivielle og, ifølge os, diskriminerende grunde som denne her hver dag rundt om i landet,« siger Petros Elia, generalsekretær i UVW, og fortsætter: 

»Mange beskriver, at de føler sig behandlet 'som det skidt, de gør rent', og Gabriela er en af dem. Vi vil hæve vores stemmer og stå sammen for at bekæmpe enhver arbejdsgiver.«

Gabriela Rodriguez var ansat hos rengøringsfirmaet Total Clean, som blandt andet gør rent hos advokatkontoret Devonshires Solicitors.

Før jul fandt hun en aflagt tunsandwich på et kontor.

I stedet for at smide den ud, valgte hun at spise den. Ifølge The Guardian, modtog hun efterfølgende en fyreseddel med den begrundelse, at hun har »taget en klients ejendel«.

UVW har nu valgt at lægge sag an mod både Total Clean og Devonshires Solicitors for uberettiget afskedigelse og racediskrimination.

»Bare fordi vi rengør deres skidt, betyder det ikke, at de kan behandle os som skidt. Vi kræver respekt, værdighed og lighed, uanset hvilket sprog vi taler, hvilket land vi kommer fra, eller hvilken hudfarve vi har.«

UVW mener videre, at man ikke ville have klaget over Gabriela Rodriguez, hvis hun ikke var latinamerikaner med begrænsede engelskkundskaber.

Efterfølgende har hundredvis af rengøringsansatte demonstreret foran Devonshires Solicitors. De har blandt andet medbragt 100 dåser tun, 300 sandwiches og støttende breve til Gabriela Rodriquez.

En talsperson fra Total Clean anklager UVW for at sprede unøjagtige og misvisende oplysninger.

»Det er vigtigt for os at opretholde integriteten i vores arbejdsstyrke og service ved at sikre, at vi håndterer enhver handling, der underminerer det hårde arbejde og omdømmet for vores utrolige team, der opfører sig upåklageligt. Tillid og ærlighed er af altafgørende betydning.«

»Alle skridt, der er taget, har været i overensstemmelse med britisk ansættelsesret efter den korrekte undersøgelses- og disciplinærproces.«

Devonshires Solicitors udtaler, at de ikke har indgivet en formel klage over Gabriela Rodriguez.

Advokatkontoret hævder, at Total Clean selv har foretaget en undersøgelse, som de har valgt at handle ud fra.

»Dette er en privat sag mellem Total Clean og Gabriela, men vi har gjort det klart for Total Clean, at vi ikke vil modsætte os – som vi aldrig har gjort – at Gabriela kommer og arbejder i vores lokaler, hvis Total Clean ændrer sin holdning,« siger en talsperson.