Antallet af feriebestillinger er steget eksplosivt, efter at den britiske genåbningsplan er blevet fremlagt.

En lang række briter er tilsyneladende optimistiske omkring muligheden for, at de kan komme på ferie i udlandet til sommer.

I hvert fald er antallet af feriebestillinger steget voldsomt det seneste døgn.

Det sker i kølvandet på, at Storbritanniens regering har præsenteret planen for en genåbning af det britiske samfund.

Mandag meddelte premierminister Boris Johnson, at man den 12. april vil offentliggøre en opdateret rejsevejledning. Det blev samtidig gjort klart, at et forbud mod internationale rejser vil fortsætte som minimum indtil 17. maj.

Men herefter er det altså muligt, at restriktionerne lempes. Og det har fået briterne til at drømme om udlandsrejser.

Lavprisselskabet EasyJet oplyser, at antallet af feriebestillinger steg med 600 procent efter Boris Johnsons udmelding.

Antallet af bestilte flyrejser steg med 300 procent, oplyser selskabet.

Den kommende sommer vurderes at være knald eller fald for mange luftfarts- og rejseselskaber. Efter at coronapandemien i vid udstrækning har begrænset antallet af rejser, er de afhængige af en indbringende sommer.

Storbritannien er det europæiske land, der har vaccineret den største andel af sine borgere. På verdensplan er det kun Israel og De Forenede Arabiske Emirater, der har vaccineret flere per indbygger.

I alt har mere end 17 millioner ud af landets i alt godt 66 millioner indbyggere fået første vaccinestik. Samlet har cirka en tredjedel af Storbritanniens voksne befolkning fået første stik.

Storbritannien har godkendt de tre samme vacciner som EU. Det drejer sig om Pfizer/BioNTech, Moderna og AstraZeneca.

Et studie fra Skotland viste mandag, at risikoen for at blive indlagt på grund af coronasmitte er faldet 85 og 94 procent, fire uger efter at folk har fået første stik med henholdsvis Pfizer/BioNTechs og AstraZenecas vaccine.

/ritzau/Reuters