I Sverige er i alt 4220 personer, som var smittet med coronavirus, nu registreret døde.

Yderligere 95 personer, som var smittet med coronavirus, er registreret døde det seneste døgn i Sverige.

Antallet af registrerede dødsfald blandt coronasmittede i landet er dermed 4220.

Det fremgår af en opgørelse fra Folkhälsomyndigheten - den svenske pendant til Sundhedsstyrelsen i Danmark.

Siden coronaudbruddets begyndelse er i alt 35.088 personer bekræftet smittet i Sverige.

Sveriges statsepidemiolog, Anders Tegnell, siger, at tallet på over 4000 døde er "vældigt højt".

Han siger videre, at der er forskel på smitteudbredelsen i de forskellige regioner. Stockholm er særlig hårdt ramt.

- I blandt andet Skåne og Västra Götaland er situationen stabil. I Skåne har man for eksempel i lang tid ligget under 20 tilfælde per dag, siger Tegnell og tilføjer:

- Vi har en meget stabil situation op til sommeren.

Han minder om, at der fortsat er pres på hospitalerne, og at alle skal følge retningslinjerne om at holde afstand, vaske hænder og blive hjemme, når man er syg.

I alt 2002 personer får eller har fået intensiv behandling for coronavirus.

- For øjeblikket er 339 patienter indlagt på intensivafdelinger med Covid-19. I alt er der 585 patienter indlagt på intensiv, siger Taha Andersson, som vicekriseberedskabschef i Socialstyrelsen.

Hun tilføjer, at de svenske hospitaler på et tidspunkt under epidemien har ligget 20 procent over kapaciteten på intensivafdelingerne.

- Nu er vi godt ti procent over den ordinære maxkapacitet, siger hun.

Til et spørgsmål om, hvorfor der er sket en mindre stigning i smittetilfældene i Sverige i de seneste dage, svarer Anders Tegnell:

- Det skyldes formodentlig, at der er foretaget en del test af sundhedspersonale. Det er ikke i alle regioner, hvor der med det samme sondres mellem, om det gælder personaletests eller test af andre grupper.

/ritzau/TT