Øverste embedsmand i den spanske region Murcia har fået vaccine tidligt, selv om han ikke er frontpersonale.

En regional sundhedschef i Spanien fratræder sin post, efter at lokale medier har skrevet, at han er sprunget frem i vaccinekøen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Manuel Villegas er den øverste embedsmand inden for sundhedsområdet i den østspanske region Murcia, og han afviste tirsdag at gå af, efter at medier skrev om hans tidlige vaccination.

Onsdag har han dog sagt op på grund af sagen.

Landets første vacciner gives blandt andet til frontpersonale i sundhedsvæsenet, og den gruppe hører Villegas ikke til.

Han har dog forsvaret sin tidlige vaccination med, at han er læge, og at han på grund af sit job har hyppig kontakt med andre sundhedsansatte, som er i høj risiko for at blive smittet med coronavirus.

- Mine papirer siger, at jeg er en læge. De siger ikke, at jeg er politiker, sagde han på en pressekonference tirsdag.

Her fortalte han samtidig, at omkring 400 medlemmer af hans afdeling allerede har fået et vaccinestik.

- Det var en beslutning, som jeg troede på, og jeg bliver ved med at stå ved den, sagde han på pressekonferencen.

Politikere på både venstrefløjen og højrefløjen i Spanien har ifølge Reuters kritiseret Manuel Villegas for beslutningen. De krævede efter pressekonferencen hans afgang.

Onsdag aften har den regionale chef i Murcia, Fernando Lopez Miras, bekræftet, at han "modvilligt" har modtaget Villegas opsigelse.

Der er forskel på, om politikere i de enkelte lande kan blive vaccineret tidligere end resten af befolkningen.

Den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), skrev kort inden nytår på Facebook, at hun ikke rykker frem i vaccinekøen, selv om hun er statsminister.

- Da jeg ikke er i risikogruppen og selvsagt heller ikke frontpersonale - så må jeg pænt vente, til det bliver min tur, skrev hun i et opslag 27. december.

I Danmark blev den første person vaccineret 27. december. Siden har over tre procent af befolkningen fået det første af to stik med vaccinen.

Sundhedsstyrelsen forventer på nuværende tidspunkt, at alle voksne i Danmark, der ønsker at blive vaccineret, har fået andet stik den 27. december.

/ritzau/