Underjordiske klipper blokerer for en redning af en spansk dreng, der er faldet i 100 meter dybt hul.

Et redningsforsøg på en toårig dreng, der tilsyneladende er faldet ned i et omkring 100 meter dybt hul, er mandag løbet ind i problemer.

Den spanske avis El Pais skriver, at man i et forsøg på at bore en vertikal indgang til bunden af hullet, er stødt på et materiale i jorden, som det ikke umiddelbart er muligt at komme gennem.

Dermed har redningsaktionen, som er på sin ottende dag, mistet kritisk tempo 52 meter nede i jorden.

Det fortæller regeringskilder til avisen.

Drengen er faldet i hullet, der er omkring 100 meter dybt og 30 centimeter i diameter. Siden da er hullet, som er på en ejendom i Totalán nær Malaga, blevet dækket af løse sten.

Forsøget på at lave en alternativ indgang startede fredag.

Chefingeniøren Ángel Garcia Vidal siger til El Pais, at redningsfolk ikke kan komme frem til drengen før tidligt tirsdag, hvis han ellers befinder sig på bunden af hullet.

Drengen, der hedder Julen Rosello, legede på ejendommen, som tilhører noget familie. Hullet er gravet i et illegalt forsøg på at finde grundvand i området.

El Pais skriver, at optagelser har vist, at hullet skal være dækket af 70 meter sten, som er væltet ned i hullet.

Stenskreddet er tilsyneladende udløst af drengens fald ned i hullet.

/ritzau/