Det har længe været fortalt, at elefanter er intelligente dyr. Forleden beviste to af slagsen netop det.

Da en lille baby-elefant legede ved kanten til en større pool i Grand Park Zoo i den sydkoreanske hovedstad Seoul og dyppede sin snabel ned i vandet, fik den overbalance og tumlede i.

Det viser overvågningsvideo fra den zoologiske have.

Mens den lille unge kæmpede og padlede løs for at holde sig oven vande, kan man på videoen se, hvordan dens moder panisk begyndte at gå frem og tilbage langs kanten.

Men så kom en anden elefant - der menes at være en ældre dame fra flokken - løbende efter at have hørt plasket i vandet. Sammen med mor-elefanten begyndte de at stikke deres snabler i vandet for at hjælpe ungen op på den måde. Men de kunne ikke nå.

De to voksne elefanter løb derefter rundt om poolen og ned i den for at komme hen til den lille. Derfra begyndte de at skubbe ungen frem mellem sig, mens de brugte deres snabler til at støtte den.

Til sidst lykkedes det for elefanterne at få skubbet ungen hen i den lave ende af vandet, hvorfra den kunne gå op på land og i sikkerhed.

Videoen - der er blevet delt flere steder på YouTube - er siden blevet set næsten en million gange, og i kommentarfeltet jubler folk over, hvordan det lykkedes de to voksne at redde den lille.

»Det er sådan en smuk video,« kommenterer en bruger blandt andet, mens en anden skriver:

»Jeg føler med disse smukke, intelligente dyr, der udviser medfølelse, kærlighed og følelser for hinanden.«