Han var en af lederne, der stod bag angrebene på Krim og Donbas for otte år siden, han er en kendt nationalist, og han går samtidig under pseudonymet Strelkov – 'skytten'.

Nu er han mest kendt for at have markeret sig som en kritiker af Kreml og Putins håndtering af krigen i Ukraine – og det kan han have et helt særligt motiv til.

Det skriver den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) i sin seneste analyse af situationen.

Den tidligere russiske militærkommandør Igor Girkin langer for tiden kraftigt ud efter Kreml og den russiske præsident, Vladimir Putin.

ARKIVFOTO af Igor Strelkov fra 2014. 
ARKIVFOTO af Igor Strelkov fra 2014.  Foto: Bulent KILIC
Vis mere

Mandag gjorde han det igen, da han på sin Telegramkanal, hvor 400.000 følger med, stillede spørgsmålstegn ved vigtigheden af indtagelsen af byen Lysytjansk.

I sine opslag klagede Girken blandt andet over, at de russiske styrker har fejlet i at opnå de annoncerede mål for den 'anden etape for den særlige militæroperation':

»Girkin bemærkede, at det ukrainske forsvar af Lysytjansk var bevidst designet til at påføre russiske tropper maksimal skade og brænde gennem russisk mandskab og udstyr. Han foreslog kraftigt, at det at acceptere kamp på ukrainernes præmisser var et væsentligt fejltrin fra den russiske ledelse,« skriver ISW.

Ifølge tænketanken er Girkins kritik 'bemærkelsesværdig':

»Girkins kritik er et bemærkelsesværdigt eksempel på, hvordan russiske milbloggere (militærbloggere, red.) og militærentusiaster er blevet desillusionerede over Kremls håndtering og udførelse af operationer i Ukraine, især efter det dramatiske mislykkede forsøg på at krydse floden ved Bilohorivka i begyndelsen af ​​maj,« lyder det i analysen, som fortsætter:

»Girkins udtalelser underminerer direkte Kremls bestræbelser på at fremstille Lysytjansk som en væsentlig sejr eller et vendepunkt og viser, at desillusionen blandt ultranationalistiske elementer i det russiske informationsrum fortsætter med at løbe dybt.«

Derudover bemærker ISW, at Girkins vurdering af det russiske militærs mangler stemmer meget overens med ISWs egen:

»Hvilket tyder på, at han og nogle andre milbloggere fortsætter med at lave og offentliggøre vurderinger af situationen og prognoser uafhængigt af Kreml-linjen,« lyder det i analysen.

Tænketanken bemærker dog, at Girkin sandsynligvis har et bestemt formål med det:

»Girkin håber sandsynligvis at bruge sin status som en fremtrædende tidligere deltager i krigen i Donbas i 2014 til at overtale Putin til at træffe visse foranstaltninger for at sikre russisk succes i en krig, som Girkin stadig mener er berettiget og nødvendig – specifikt mobilisering af den russiske befolkning til krig i en meget større skala,« lyder det i analysen, hvor det tilføjes:

»Girkin vil sammen med andre medlemmer af det russiske nationalistiske milblogger-rum sandsynligvis fortsætte med at komme med kritik af Kremls linje med hensyn til operationer i Ukraine for at tale for en generel mobilisering og mere kompetent russisk militærledelse.«