Atmosfærisk højtryk over Azorerne styrkes af klimaforandringer og forårsager tørker i Europa, viser studie.

Dele af Portugal og Spanien er så udtørret, at der ikke har været set lignende i tusind år.

Det viser et nyt studie, som henviser til, at et atmosfærisk højtryk drevet af klimaforandringer er skyld i hedebølgen.

Varmen har ødelæggende indvirkninger på produktionen af vin og oliven.

Højtryksområdet over Azorerne er det seneste århundrede ændret dramatisk, viser det nye studie fra amerikanske forskere.

Øgruppen Azorerne ligger i Atlanterhavet omkring 1500 kilometer fra Portugals kyst. Højtrykket her har stor indvirkning på vejret og klimaet i Vesteuropa.

I den opsigtsvækkende rapport, som er offentliggjort i tidsskriftet Nature Geoscience, hedder det, at forandringerne i klimaet i den nordlige del af Atlanterhavet er enestående set over det seneste årtusind.

Forskerne har anvendt simulationer af klimamodeller for at studere udviklingen gennem 1200 år. De konkluderer, at højtryksområdet begyndte at vokse over et større område for omkring 200 år siden, da drivhuseffekten fra især CO2 begyndte at tage til.

Højtryksområdet voksede endnu mere dramatisk i det 20. århundrede i takt med den globale opvarmning.

Forskerne har samtidig set på nedbør. Det står klart, at mens højtrykket over Azorerne er vokset, så er vintrene i det vestlige Middelhavsområde blevet mere tørre.

- Højtrykket over Azorerne er "portvagt" eller" kontrollør" for nedbøren i Europa, fastslår forskerne. De advarer om, at dette højtryk vil tage til i det 21. århundrede, når udslippet af drivhusgasser stiger.

/ritzau/AFP