Menneskesmugling kan være en yderst attraktiv forretningsmodel for kriminelle, vurderer Europol i ny rapport.

En fortjeneste på op mod 44 milliarder kroner er hvad, Europol anslår, at kriminelle menneskesmuglere tjente på at smugle migranter og flygtninge ind i Europa og mellem de europæiske lande sidste år.

»Menneskesmugling til EU og inden for EU er en yderst attraktiv forretning for de kriminelle netværk, og det er vokset signifikant i 2015. Som det hurtigst voksende kriminelle marked i Europa og andre regioner vil dette fortsætte i 2016,« skriver Europol blandt andet i rapporten.

Samtidig anslår de, at det svimlende milliardbeløb vil fordobles eller sågar tredobles, hvis den nuværende flygtningekrise fortsætter i 2016.

»Mere end 90 procent af de migranter, der er kommet til EU, rejste via en facilitator. I de fleste tilfælde blev disse rejser tilbudt og arrangeret af kriminelle grupper«, skriver de.

Europol anslår, at der kom over en million migranter til Europa i 2015.

Reklamerer på de sociale medier

Ifølge Europol bliver de sociale medier anvendt af menneskesmuglerne til at reklamere for deres tilbud:

»Prisen for en pakke med rejse fra Tyrkiet til Libyen via fly og videre fra Libyen til Italien via båd koster 25.094 kroner. For bådrejsen koster det 6.782 kroner for voksne. Tre børn koster 3.391 kroner,« skal en menneskesmugler angiveligt have skrevet.

Derudover er de sociale medier også et ofte benyttet redskab, når menneskesmuglerne skal rekruttere chauffører, dele informationer om eventuelle ændringer på de forskellige ruter og oplyse om forbedrede grænsekontroller.

Er sidstnævnte tilfældet, stiger prisen yderligere, hvis man ønsker en mere sikker rute.

Europol skriver endvidere, at de kriminelle netværk udnytter de mange flygtninges desperation og tilbyder en »bred vifte« af services såsom transport, overnatning og dokumentfalsk.

De mange menneskesmuglere skulle angiveligt komme fra mere end 100 forskellige lande, men særlig mange af dem er fra Bulgarien, Egypten, Ungarn, Irak, Kosovo, Pakistan, Polen, Rumænien, Serbien, Syrien, Tunesien og Tyrkiet.