For første gang i 30 år ser man nu ansigtet på RAF-terroristen, Daniela Klette, der torsdag blev fremstillet for en dommer i Karlsruhe.

Billeder viser, at hun blev ført hen til en helikopter.

I Karlsruhe skule hun have læst anklagerne mod hende højt. Hun fik forlænget sin varetægtsfængsling. 

Det skriver Bild.

Hun har været på flugt fra tysk politi i 30 år, men nu er RAF-medlemmet, Daniela Klette, blevet taget. 
Hun har været på flugt fra tysk politi i 30 år, men nu er RAF-medlemmet, Daniela Klette, blevet taget.  Foto: Uli Deck/DPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Selve det at hun var en del af den såkaldte tredje generation i Rote Armee Fraktion, kan hun ikke længere dømmes for. Den sag er forældet.

Til gengæld kan hun anklages for de enkelte forbrydelser, som hun mistænkes for at have deltaget i.

Det drejer sig blandt andet om sprængningen af et nyopført fængsel i Weiterstadt i Hessen tilbage i 1993. Skaderne løb op i en pris på godt 500 millioner kroner.

Hun tiltales også for at have deltaget i et forsøg på at sprænge sig ind i en filial af Deutsche Bank i Eschborn i 1990. Det mislykkedes, da en detonator ikke virkede.

Daniela Klette skulle torsdag stilles for en dommer i Karlsruhe.
Daniela Klette skulle torsdag stilles for en dommer i Karlsruhe. Foto: Wolfgang Rattay/Ritzau Scanpix
Vis mere

Endelig skulle hun også have været med til at afgive 250 skud mod den daværende amerikanske ambassade i Bad Godesberg ved Bonn i 1991.

I slutningen af februar blev Klette anholdt i sin lejlighed i Berlin.

I hendes lejlighed fandt politiet både en Kalashnikov-maskinpistol, et håndvåben med ammunition og en granat.

Efter anholdelsen af Klette har der i Berlin været tale om decideret menneskejagt på to andre RAF-terrorister, Burkhard Garweg og Ernst-Volker Staub.

Søndag var politiet i aktion i en trailerpark i bydelen Friedrichshain.

Her skulle Burkhard Garweg være blevet set for ganske nylig, men han var der ikke længere.

Søndag aften stormede politiet en bygning i Grünberger Strasse, men man fandt heller ikke her noget.