Tirsdag er det 70 år siden, at tropper fra Den Røde Hær nåede frem til koncentrationslejren Auschwitz i Polen. Det markeres ved en mindehøjtidelighed.

POLEN: Sovjetiske troppers befrielse af koncentrations- og dødslejren Auschwitz-Birkenau for 70 år siden bliver tirsdag markeret med en mindehøjtidelighed med deltagelse af tidligere fanger og fremtrædende udenlandske repræsentanter.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er det formentlig sidste gang, en højtidelighed i den skala kan arrangeres, fordi de, der overlevede rædslerne, efterhånden er døde af alderdom. 300 overlevende deltager i dagens højtidelighed. Ved et lignende arrangement for ti år siden deltog hele 1.500 tidligere fanger.

Hen ved 1,5 millioner mennesker blev gasset, skudt eller hængt i dødslejren. De dræbte var fortrinsvis jøder fra alle dele af Europa, som i kreaturvogne blev kørt til lejren for enten først at arbejde sig til døde som slaver i omliggende tyske fabrikker, dø af sult eller ende som ofre for »medicinske« eksperimenter, hvis de ikke blev sendt direkte i gaskamrene.

Op mod seks millioner mennesker omkom i nazisternes net af koncentrations- og udryddelseslejre i Europa.

Selv om lejrkomplekset blev befriet af sovjetiske tropper, vil den russiske præsident, Vladimir Putin, ikke være at finde blandt gæsterne. Den polske regering har undladt at sende, hvad der betegnes som en »fuld diplomatisk invitation« på grund af Ruslands rolle i krigen i nabolandet Ukraine.

Eller som Polens justitsminister, Cezary Grabaryk, siger til polsk radio:

»I denne situation er det svært at forestille sig at have Ruslands præsident som gæst.«

Derimod er det ventet, at præsidenterne for Ukraine, Frankrig samt Tyskland deltager.

Danmark er repræsenteret af kronprins Frederik.