Det har ikke blot skabt vrede og frygt, at Japan nu begynder at udlede mere end en million ton radioaktivt vand i Stillehavet.
I nabolandet Sydkorea har de kontroversielle planer også medført akut mangel på en bestemt fødevare: Salt.
Frygten for at komme til at spise havsalt med radioaktive stoffer har fået sydkoreanerne til at hamstre salt fra supermarkederne i stor stil.
Det skriver Reuters.
Nyhedsbureauet har i løbet af sommeren har talt med flere indbyggere i hovedstaden Seoul, som på ingen måde er trygge ved den måde, japanerne vil skille sig af med den radioaktive spildevand fra Fukushima-værket.
»Som mor, der opdrager to børn, kan jeg ikke bare læne mig tilbage og ikke gøre noget,« siger Lee Young-min til nyhedsbureauet.
Den stigende efterspørgsel har fået prisen på salt til at stige med 27 procent.
Japan begyndte torsdag morgen af udlede vand fra værket, der forulykkede under jordskælvet tilbage i 2011.
I forbindelse med nedkølingen af værket pumpede Tokyo Electric Power Company, som driver værket, enorme mængder vand ind for at køle reaktorernes brændselsstave ned.
Derfor står japanerne nu med mere end en million ton radioaktivt vand.
Og det er det vand, japanerne nu vil af med.
Planen blev godkendt for to år siden af den japanske regering. Den er afgørende for at få afviklet kraftværket, der drives af Tokyo Electric Power Company (Tepco).
»Jeg har bedt Tepco om hurtigt at forbedre vandudledningen i overensstemmelse med planen fra Den Nukleare Reguleringsmyndighed og forventer, at vandudledningen starter 24. august afhængigt af vejrforholdene,« sagde Japans premierminister, Fumio Kishida, tirsdag morgen lokal tid.
Japanerne garanterer, at udledningen er sikker.
Det Internationale Atomagentur (IAEA) har givet grønt lys til planen i juni.
IAEA siger, at planen er i overensstemmelse med internationale standarder, og at den påvirkning, den vil have på indbyggere og miljøet er »ubetydelig«.
Japan siger, at vandet vil blive filtreret for at fjerne de fleste radioaktive elementer på nær tritium, som er en hydrogenisotop, der er svær at adskille fra vand.
Det behandlede vand vil blive fortyndet, så niveauet af tritium er under internationalt godkendte niveauer.
Alligevel vækker de japanske planer vrede og protester i Stillehavsregionen.
En af de største kritikere er Kina, som har indført import af fisk og skaldyr fra ti japanske præfekturer, herunder Fukushima og hovedstaden, Tokyo.