R&B-stjernen R. Kelly overgav sig til politiet i Chicago sent fredag aften efter at være blevet sigtet i 10 sager om sexmisbrug.

Kelly overgav sig selv på en politi-station i byen, og det forventes, at han vil blive stillet for en dommer søndag eftermiddag, fortæller talsmand for Chicago Politi, Anthony Guglielmi.

»Singer/songwritter Robert Kelly (R. Kelly) er anholdt og er i #ChicagoPolitiets varetagelse,« twettede Guglielmi.

Billeder af popstjernen iført en blå bubble-jakke, kasket og ikke mindst håndjern bliver delt verden over.

Sigtelserne omfatter i alt fire kvinder.

Tre af dem skal være piger, som han seksuelt har misbrugt mellem 1998 og 2010, på tidspunkter hvor de var under 17 år.

Alderen på det fjerde offer er endnu ikke offentligt kendt.

Strafferammen for groft seksuelt overgreb går i USA op til syv år. Hvis en dommer beslutter, at dommene kan lægges sammen, betyder det, at R. Kelly risikerer op til 70 års fængsel.

R. Kelly blev i 2008 frikendt ved en retssag, hvor han var anklaget for at have sex med en 13-årig pige. Anklagere viste blandt andet en 27 minutter lang video, der angiveligt viste de to have sex.

Retten vurderede dengang, at videoen ikke var bevis nok, selv om kvaliteten skal have været god. Flere vidner bekræftede også, at det var R. Kelly og den 13-årige pige, der optrådte på videoen.

R. Kelly er en af de bedst sælgende kunstnere nogensinde. Han er blandt andet kendt for hittet "I Believe I Can Fly".

Kellys advokat fastholder, at alle kvinderne “lyver”.