Fortællingen løb som en steppebrand i yderkrogene af sociale medier onsdag.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, skulle have været udsat for et spektakulært attentatforsøg.

Men det har intet på sig er Putins talsmand, Dmitrij Peskov, nu ude og fortælle.

Det lød ellers ganske dramatisk.

I forbindelse med en tur med den præsidentielle motorkortege skulle en ambulance have blokeret vejen.

Dernæst skulle en bil have kørt op til den sikrede bil, hvor den russiske præsident befandt sig, og have smidt en eksplosiv genstand.

Det angivelige attentatforsøg lykkedes dog ikke, og Putins kortege nåede frem til præsidentens hjem uden skader ikke længe efter, lød fortællingen.

Men spurgt direkte ind til historien, kunne Peskov blot svare 'nej'. Putin havde ikke været udsat for et attentatforsøg, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Og det tror den danske Ruslandekspert Flemming Splidsboel fra DIIS, er korrekt.

»Jeg har ingen grund til at tro, at Putin har været udsat for et attentatforsøg. Hvis man vil ramme Putin, skal der meget mere til,« forklarer Splidsboel.

Han har også læst rygterne om et muligt attentat på den russiske præsident.

»Det er langt fra altid, Peskov fortæller sandheden. Og det sker sjældnere og sjældnere efter invasionen af Ukraine,« siger Splidsboel.

»Jeg har selv set Putins kortege flere gange. Politiet stopper al trafik flere minutter i forvejen. Der bliver spæret af. Og der skal meget mere til, hvis man vil Putin til livs,« siger Flemming Splidsboel.