Mange steder i verden er diplomati en ting, der kræver, hvad man på tysk kalder fingerspitzengefühl.

En evne til at manøvre sig gennem verden med elegance, tække og de rette ord.

Andre steder, ja, der går man lidt mere direkte til værks.

I Rusland, for eksempel.

Her vækker den magtfulde tidligere præsident Dmitrij Medvedev, der nu er næstformand for Ruslands sikkerhedsråd, opsigt med nogle relativt voldsomme udtalelser om Japans premierminister, Fumio Kishida.

Det skriver The Guardian og flere andre medier.

Han anklager Fumio Kishida, som han hedder, for »skamfuld underdanighed« for USA.

Og så voldsom skam kan kun vaskes væk ved at begå seppuku – eller harakiri – som er en slags rituelt selvmord, kendt fra Samurai-tiden, hvor man stikker eksempelvis et sværd ind i maven på sig selv og får fat i tarmene.

Det var disse fotos og en efterfølgende udtalelse, der vist ikke vakte begejstring hos Dmitrij Medvedev.
Det var disse fotos og en efterfølgende udtalelse, der vist ikke vakte begejstring hos Dmitrij Medvedev. Foto: JONATHAN ERNST
Vis mere

Og netop det burde Fumio Kishida udføre på næste møde i det japanske kabinet, foreslår Dmitrij Medvedev.

Det er blot seneste voldsomme udmelding fra Medvedev, der siden Ruslands invasion af Ukraine har markeret sig med en række skrappe udtalelser.

Baggrunden for denne seneste udmelding er, at Kishida holdt møde med Joe Biden fredag, hvorefter de to statsledere sammen advarede Rusland mod at bruge atomvåben i Ukraine.

Men for Medvedev var udtalelsen et udtryk for »paranoia« rettet mod Rusland, der »forrådte minderne, som hundrede tusinde japanere har, der blev brændt i atomilden i Hiroshima og Nagasaki« med lidet skjult reference til atombomberne, USA kastede over Japan i slutningen af Anden Verdenskrig.