Putins krig mod Ukraine gør ondt på de russiske oligarker og deres enorme formuer.

Siden det russiske angreb begyndte 24. februar er pengene fosset ud af rigmændenes pengetanke.

Ifølge The Guardian har de vestlige sanktioner mod Putins stenrige venner foreløbig kostet de 12 rigeste oligarker et samlet tab på 660 milliarder kroner.

Det svarer til, at der hver dag siden angrebet på Ukraine er gået 2,2 milliarder kroner op i røg for de rigeste af de russiske rigmænd som følge af sanktionerne.

Forholdsmæssigt hårdest ramt er den tidligere Chelsea-ejer Roman Abramovich, der var en af de første til at blive underlagt britiske sanktioner.

Hans formue er i løbet af krigsåret 2022 blevet mere end halveret (svarende til et tab på 70,8 milliarder kroner) ifølge Bloombergs milliardærindeks.

Abramovich købte den engelske fodboldklub i 2003, men blev tvunget til at sælge Chelsea på grund af heftige sanktioner fra både EU og den britiske regering på grund af sine forbindelser til Vladimir Putin.

Den russiske rigmand fik dog ikke selv del i salsprisen på knap 37 milliarder kroner for fodboldklubben på grund af sanktionerne.

Alligevel vurderes Abramovichs formue stadig at beløbe sig til 54 milliarder kroner.

Blandt andre store oligark-tabere er Gennady Timchenko, der af The Guardian beskrives som en nær ven af ​​præsident Vladimir Putin.

Han blev milliardær gennem særdeles gunstige investeringer i den russiske energisektor, men skønnes nu at have mistet næsten halvdelen – 48 procent – af sin formue. Beløbsmæssigt drejer det sig om godt 74 milliarder kroner. Han er dog stadig god for 82 milliarder kroner.

De russiske rigmænd er kke alene om at kunne se deres svimlende formuer svinde ind ved årsskiftet. Samme skæbne er også overgået nogle af Vestens rigeste.

Eksempelvis Tesla- og Twitter-ejer Elon Musk, som har måttet se sin enorme formue blive halveret – ikke mindst på grund af Tesla-aktiernes styrtdyk på næsten 70 procent i løbet af 2022.

Musk skønnes at have tabt 923 milliarder kroner sidste år, så han nu 'kun' har en formue på 971 milliarder kroner tilbage.

Amazon-stifter Jeff Bezos måtte se et formuetab på 588 milliarder kroner i øjnene i 2022, mens Facebook-stifter Mark Zuckerbergs formue er svundet med 564 milliarder kroner.