Det giver ikke mening for Rusland at gå ind i undersøgelse af objekt fundet nær rørledning, siger præsident.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, siger ifølge det russiske nyhedsbureau Tass, at det ikke giver mening for Rusland at tage del i Danmarks undersøgelse af et objekt fundet nær Nord Stream 2.

Rusland har ellers flere gange efterspurgt at blive en del af selve efterforskningen af sabotagen mod Nord Stream.

»Jeg synes ikke, at det giver mening for os at gå ind i det nu, siden et af NATO-landene, eller Danmark, har oplyst os om, at det allerede har undersøgt det, hvilket betyder, at situationen ikke er eksplosiv,« siger Putin.

Præsidenten har udtalt sig til den russiske nyhedsstation Rossiya-24 lørdag.

»Hvis danskerne siger, at det ikke længere er eksplosivt, jamen, så gudskelov for det,« siger Vladimir Putin ifølge Tass.

Gasrørledningen blev ramt af eksplosioner sidste år. Den 26. september blev der konstateret en lækage på Nord Stream 2-ledningen cirka 20 kilometer syd for Dueodde på Bornholm.

Den efterfølgende morgen blev der også fundet to lækager på Nord Stream 1 nord øst for Bornholm. I alt blev fire gaslækager på gasledningerne bekræftet.

Fredag accepterede ejerselskabet bag rørledningen, Nord Stream 2 AG, en invitation fra Energistyrelsen til at deltage i bjærgningen af det ukendte objekt, der er fundet i nærheden af gasrørledningen. Det skrev Energistyrelsen på Twitter.

Herefter roste den russiske regering Danmark for at have inviteret et russiskejet selskab med til bjærgningen. Det oplyste Dmitrij Peskov, der er talsmand for det russiske præsidentkontor, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Putin forholdt sig i interviewet lørdag til en diplomatisk henvendelse fra Danmark til Rusland.

Invitationen til at undersøge objektet inkluderede ifølge Putin dog ikke den russiske stat.

»Det blev sagt, at de er klar til at invitere Nord Stream-selskabet – dets eneste aktionær er Gazprom, men det bliver stadigvæk betragtet som et internationalt, udenlandsk selskab, fordi det er registreret i Schweiz – men de behøver ikke hjælp fra russiske specialister,« siger Putin ifølge Tass.

Gazprom er et hovedsagelig statsejet russisk gasselskab.

/ritzau/