Rusland vil ikke tøve med at indlede en militær reaktion, hvis NATO flytter tropper eller faciliteter til Sverige og Finland.

Sådan lyder udmeldingen fra den russiske præsident onsdag aften.

Udmeldingen kommer i kølvandet på, at NATO officielt har inviteret de to nordiske lande ind i varmen. Det skriver det norske medie Dagbladet.

»Rusland bliver nødt til at reagere, hvis NATO opretter infrastruktur i Sverige og Finland,« siger han til det russiske nyhedsmedie Interfax.

»I dag tog vi den historiske beslutning at invitere Sverige og Finland til at blive medlemmer af NATO,« sagde Jens Stoltenberg på et pressemøde onsdag.
»I dag tog vi den historiske beslutning at invitere Sverige og Finland til at blive medlemmer af NATO,« sagde Jens Stoltenberg på et pressemøde onsdag. Foto: Kiko Huesca
Vis mere

Putin siger også, at han ikke vil udelukke, at den nye aftale kan skabe spændinger i Ruslands forhold til Sverige og Finland.

Tirsdag aften har Tyrkiet valgt at droppe sit veto mod Sverige og Finlands ansøgninger om NATO-medlemskab.

Det har resulteret i, at NATO onsdag formiddag officielt kunne  byde de to lande velkommen i den vestlige forsvarsalliance.

Ifølge det russiske medie RIA kalder den russiske viceudenrigsminister, Sergej Rjabkov, aftalen for »destabiliserende« og understreger, at den ikke vil øge sikkerheden for medlemmerne af alliancen.

Putin udtaler også, at han ikke ønsker at sætte en slutdato for Ruslands »militære operation« i Ukraine.