Lyt til artiklen

Ifølge Vladimir Putin vil det næste årti blive det 'mest farlige og afgørende' siden 2. verdenskrig.

Det sagde Putin torsdag i en direkte tale til det russiske folk.

Hvad, han mener med det, kan han kun selv svare på. Men ifølge Jakob Illeborg, B.T.s internationale korrespondent, taler man i russiske termer meget om en såkaldt dirty bomb.

En konventionel sprængning af for eksempel dynamit med radioaktivt materiale som for eksempel uran, som Vesten er tvunget til at holde skarpt øje med:

Vladimir Putin.
Vladimir Putin. Foto: SERGEI KARPUKHIN
Vis mere

»Rusland beskylder Ukraine for at planlægge en dirty bomb. Det vil være en klassisk, russisk undskyldning til at foretage sig noget. På den måde kan de skyde skylden på andre og kommentere på det.«

»Selvom det kan være bluf, giver det Rusland en undskyldning for at eskalere.«

Men ifølge Putin er det slet ikke Rusland, som har eskaleret konflikten i Ukraine.

Det er derimod Vesten, som angiveligt »giver næring til krigen i Ukraine,« ligesom han også anklager Vesten for at deltage i et »farligt, blodigt og beskidt spil i Ukraine«.

Med andre ord: Den vestlige dominans er forbi, og USA er nødt til at snakke med Rusland, mener Putin:

»Det virkede som om, han udmærket ved, hvad han foretager sig. Men han holder fast i den historie, han har fortalt i Rusland.«

»Han siger, der ikke er krig. Der er tale om en operation, en 'befrielseskrig', som Vesten står bag. Han kritiserer vores måde at leve på. Derfor bliver Rusland nødt til at gøre noget. Det er det, han vil sælge til russerne. Og der er jo stadig tusinder, som tror på ham.«

Og ellers bemærkede Illeborg også, at der gik forholdsvis lang tid, før Putin nævnte Ukraine i sin tale.

»Han talte meget til Asien og Afrika. Hvis de stod sammen ville de være større end Vesten. Det handlede om at svine Vesten. Vi står på den modsatte side i forhold til, hvordan vi ser på verden.«

»Vi skal bare huske, hvem det er, der har gjort farlige ting,« lyder det afsluttende fra Illeborg.

Du kan læse mere om situationen i Ukraine i B.T.s liveblog her.