Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Rusland har torsdag forbudt en populær, russisksproget nyhedshjemmeside, der hedder Meduza og har eksisteret siden 2014.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Lukningen er blot den seneste i en lang række af opgør mellem russiske myndigheder og medier og oppositionsstemmer.
Den russiske chefanklager hævder torsdag, at Meduza udgør en sikkerhedsmæssig "trussel" mod Rusland.
Allerede i 2021 blev Meduza af russiske myndigheder stemplet som værende en "udenlandsk agent".
Meduza har haft base i Letland for at undgå russisk censur.
Torsdagens forbud kommer, dagen efter at en domstol i Moskva lukkede Ruslands ældste menneskerettighedsgruppe, Helsinki-Moskva-Gruppen.
Den lukning har ført til kritik fra blandt andet menneskerettighedsgruppen Amnesty International.
Gruppens direktør for Østeuropa og Centralasien, Marie Struthers, siger torsdag i en pressemeddelelse:
- At russiske myndigheder har opløst den ældste menneskerettighedsgruppe i landet er en historisk skamfuld handling. Beslutningen er i strid med loven og skal omstødes, og undertrykkelsen af det civile samfund skal stoppes.
- Rusland og dets folk fortjener bedre.
/ritzau/