»Hvad gør du egentlig, spiller du fjols?«

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har – for rullende kamera – skældt en af sine højtstående ministre ud. Og det kan der være en ganske særlig grund til.

Hele hændelsen udspillede sig onsdag, da Putin talte direkte med en række embedsmænd under et videoopkald, der blev vist på russisk stats-tv. Det skriver The Guardian.

Undervejs virkede den russiske præsident 'ophidset', og han skældte vicepremierminister Denis Manturov, som også er handels- og industriminister og ansvarlig for at føre tilsyn med Ruslands våben- og forsvarsindustri og forsyninger af udstyr til tropper, ud.

Vladimir Putin ses her under en samtale med regeringen den 11. januar.
Vladimir Putin ses her under en samtale med regeringen den 11. januar. Foto: MIKHAEL KLIMENTYEV / SPUTNIK / K
Vis mere

Blandt andet kritiserede Putin ham for at arbejde for langsomt med landets flykontrakter, ligesom han kritiserede ham for, at nogle virksomheder ikke har modtaget deres ordre for det kommende år, fremgår det af en udskrift af mødet, der senere er blevet udsendt af Kreml.

»For langt, det tager for lang tid,« sagde Putin, som undervejs i samtalen ifølge The Guardian også himlede med øjnene, og tilføjede:

»Jeg siger dig. Lad os afslutte mødet nu. Jeg ved, at der ikke er nogen kontrakter for virksomhederne, det har direktørerne fortalt. Hvad gør du egentlig, spiller du fjols? Hvornår kommer kontrakterne? Her er, hvad jeg taler om. Virksomhedsdirektørerne fortæller mig: Der er ingen kontrakter. Og du har 'gjort alt'.«

Manturov forsøgte derefter at retfærdiggøre forsinkelserne og fortalte, at man ville forsøge at løse det i løbet af det kommende kvartal 'baseret på de muligheder, som budgettet giver'.

»Jeg beder dig om at fuldføre dette arbejde inden for en måned. Okay?,« sagde Putin til Manturov.

»Vi vil forsøge at gøre vores bedste sammen med vores kolleger fra den økonomiske blok. Tak,« svarede vicepremierministeren, hvortil Putin svarede igen:

»Nej, prøv ikke at gøre dit bedste, men gør det inden for en måned. Dette skal ske inden for en måned, ikke senere. Fint?«

»Ja,« lød det fra Manturov.

Efterfølgende har talsmanden for Kreml, Dmitrij Peskov, forsøgt at nedspille episoden ved at forklare, at Putin ikke 'har nogen alvorlige klager over Manturovs arbejde'.

»Det er normal arbejdsgang,« hævdede han.

Men spørger man den amerikanske tænketank Institute for the Study of War, som dagligt følger med i den russiske krig, kan man formentlig lægge en hel del i ordudvekslingen.

»Den russiske præsident leder sandsynligvis efter syndebukke for det russiske forsvars udfordringer med at løse manglen på udstyr og teknologi,« lyder det i en analyse.

Derudover er hændelsen ifølge ISW sandsynligvis også en del af en kampagne udarbejdet af Kreml 'for at højne Putins image som en involveret krigsleder':

»Kreml kunne have fjernet uenigheden fra det officielle udskrift (som det ofte gør for de fleste af Putins møder, som er stærkt redigeret og styret), men valgte at offentliggøre Putins hårde reaktion, muligvis for at identificere andre embedsmænd i Kreml som syndere for den russisk forsvarsindustris udfordringer og muligvis for at true andre embedsmænd.«

Med sin udmelding forsøgte Putin ifølge tænketanken muligvis også at 'formilde' russiske militærbloggere, der har rejst kritik af krigsindsatsen og manglen på avanceret militærudstyr.

Derudover vurderer ISW, at Manturovs svar til Putin kan pege i retningen af, at han ikke tror på, at Kreml kan løse det inden for tidsrammen på en måned:

»Manturovs forsøg på at bløde op for Putins tidslinje indikerer hans usikkerhed om, at Kreml har kapacitet til at administrere disse kontrakter på kort tid,« lyder det i analysen.