Lyt til artiklen

I nat tikkede en opsigtsvækkende nyhed ind.

Vladimir Putin og Volodymyr Zelensky har angivelig indgået en byttehandel midt under krigen.

Rusland har ifølge Ukraine frigivet 215 ukrainske og udenlandske fanger – herunder soldater, der forsvarede det i begyndelsen af krigen meget omtalte Azovstal-stålværk i Mariupol.

Til gengæld har russerne fået frigivet 55 fanger fra Ukraine, herunder Viktor Medvedtjuk, en meget prorussisk politiker og oligark, som er anklaget for højforræderi i Ukraine.

Det har Ukraines præsident, Volodymyr Zelensky, meddelt ifølge The Guardian.

Og netop Viktor Medvetjuk, der stak af fra husarrest kort efter invasionen og igen blev anholdt i april, får sindene i kog.

Viktor Medvedchuk under et møde med Vladimir Putin i Moskva. Han er tidligere formand for et Rusland-positivt parti i Ukraine.
Viktor Medvedchuk under et møde med Vladimir Putin i Moskva. Han er tidligere formand for et Rusland-positivt parti i Ukraine. Foto: Uncredited
Vis mere

Men det er ikke ukrainere, der er sure på deres Putin-støttende landsmand. Det er derimod, ifølge Bellingcat-journalisten Christo Grozev, Putins støtter langt ude på den russiske højrefløj.

De kan ikke lide Medvedtjuk, og derfor raser de nu mod deres præsident, Vladimir Putin. Hvorfor frigive fanger for ham?

Det sker på beskedtjenesten Telegram.

»Vores mænd i Marika (en by nær Donetsk, red.) døde, for at den her idiot kunne komme hjem?« skriver 'Julia' for eksempel.

Andre skriver ting som »hvad foregår der?«, »der er ingen ord«, og »hovedfjenden er i Kreml. Forrædere.«

Der er den seneste tid kommet en del kritik mod Putin – ikke kun fra udlandet, men fra Rusland selv. Det er den ekstreme højrefløj i landet, der ikke bryder sig om, hvordan krigen går. På Telegram var der glæde at spore over den delvise mobilisering, Putin annoncerede i går, men fangeudvekslingen har sat skår i glæden.

Fangeudvekslingen er den største mellem de to lande, siden krigen begyndte i februar, og Ukraines præsident fortæller, at flere af fangerne er blevet sendt til Tyrkiet som led i en aftale med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan.

Rusland og Vladimir Putin har ikke kommenteret eller bekræftet fangeudvekslingen, men tirsdag løftede også Tyrkiets Recep Tayyip Erdoğan sløret for, at Rusland og Ukraine havde aftalt at bytte fanger med Tyrkiet som mellemmand.

Azovstal-kommandørerne skal angivelig forblive i Tyrkiet, så længe krigen står på.

Du kan følge med i udviklingen i krigen i Ukraine i vores liveblog, som du finder lige HER.