I første telefonsamtale mellem præsidenterne i Ukraine og Rusland blev årelang konflikt diskuteret.

Da lederne i Rusland og Ukraine havde deres første telefonsamtale torsdag, kom konflikten i det østlige Ukraine på bordet.

En talsmand for den russiske regering fortæller, at lederne talte om at "regulere" konflikten. Derudover diskuterede de også at frigive hinandens tilbageholdte statsborgere, fortæller talsmand Dmitry Peskov.

Siden Rusland i 2014 annekterede Krim-halvøen, har forholdet mellem de to nationer været særdeles anspændt.

Men mandag åbnede Ukraines nyvalgte præsident, Volodimir Zelenskij, for at mødes med den russiske leder, Vladimir Putin.

Helt konkret foreslog den ukrainske præsident, at mødet kunne foregå i Minsk i Hviderusland, hvor også tidligere møder har fundet sted.

Volodimir Zelenskij, der er tidligere komiker, blev valgt til præsidentposten i maj. Ved sin indsættelse sagde præsidenten, at han ville fokusere på striden i øst, hvor omkring 13.000 mennesker har mistet livet.

Konflikten eskalerede i 2013, da Ukraines daværende præsident, Viktor Janukovitj, udskød underskrivelsen af en længe ventet handels- og associeringsaftale med EU.

Aftalen ville i praksis betyde et mere vestligt Ukraine, som dermed også ville betyde større afstand til Rusland.

Udsættelsen vakte stor vrede i landets hovedstad, Kijev, hvor tusindvis af demonstranter gik på gaden i vinteren 2013 til 2014.

Det endte i adskillige drab på demonstranter, inden parlamentet i februar væltede Janukovitj. Senere på året trængte russiske tropper ind på Krim-halvøen, der ligger i det sydlige Ukraine.

/ritzau/AFP