Fredag har medlemmer af den berygtede Wagner-gruppe fået ordre på at sværge troskab til Rusland.
Det sker få dage efter Wagner-lederen, Jevgenij Prigozjin, blev meldt dræbt i et flystyrt.
Det skriver The Guardian.
Og det er ikke hvem som helst, der har sendt ordren.
Det er nemlig den russiske præsident, Vladimir Putin, der underskrev og udsendte dekretet, der kan læses til fulde på Kremls hjemmeside.
De vigtigste pointer lyder dog, at alle, der arbejder for Rusland i krigen i Ukraine, bør sværge troskab til landet.
Det skal de med det formål at forme 'det åndelige og moralske grundlag for forsvaret af den russiske føderation,' står der videre.
Ifølge mediet, skal dekretet ses som et forsøg på at bringe lejesoldaterne under statslig kontrol.
Onsdag styrtede et privatfly ned i Tver-regionen i Rusland med Wagner-gruppens leder ombord.
På passagerlisten stod Jevgenij Prigozjin, som tidligere har været en af Putins tætteste allierede og har gået under navnet 'Putins kok.'
Siden har Putin både kondoleret til Prigozjins familie - og nu også sendt ordre til Wagner-lederens soldater.