Ruslands præsident, Vladimir Putin, beskylder i et interview Vesten for forsøg på at »rive Rusland i stykker«.

Interviewet vil juledag blive vist på Ruslands statslige tv ifølge AFP.

Retorikken fra Putin er og vil formodentlig stadig blive intensiveret mere og mere på grund af Vestens indblanding i krigen i Ukraine.

Samtidig opfatter Rusland det som stærkt provokerende og truende, at tidligere neutrale lande som Sverige og Finland har ansøgt om at blive medlem af NATO.

De to lande grænser op til Rusland, som opfatter deres medlemskab af NATO som en direkte trussel.

I den seneste udgivelse fra Forsvarets Efterretningstjeneste, Udsyn 2022, kan man også læse, hvordan det kan føre til deciderede atomtrusler.

»Det er sandsynligt, at Rusland samtidig vil give sin nukleare afskrækkelse en mere fremtrædende rolle,« står der.

»Rusland vil sandsynligvis også øge sin trusselsretorik og herunder true med at rette kernevåben mod mål i Sverige og Finland.«

Samtidig kan NATO allerede nu konstatere, at Rusland genåbner gamle militærbaser i Arktis-området.