Rusland kan mærke sanktionerne på olie- og gasprodukter, og det har fået Vladimir Putin til at forsøge sig med flere tricks for at sikre indtægterne.

Det fortæller eksperter til norske Dagbladet.

En af de vigtigste indtægtskilder for Rusland er således eksport af olie og relaterede produkter, men vestlige sanktioner mod Rusland er siden invasionen af Ukraine for 14 måneder siden blevet stadig hårdere.

Iblandt de vestlige tiltag er indførelsen af et prisloft på en stribe produkter fra EU og vestlige allierede, og det har gjort det mere vanskeligt for Rusland at eksportere produkterne.

Derfor må russerne være kreative i deres eksportindsats, skriver Bloomberg.

Greenpeace-aktivister i en lille båd protesterer mod den Ruslands invasion af Ukraine ved olietankeren Ust Luga ved Asgardstrand i Norge i april 2022.
Greenpeace-aktivister i en lille båd protesterer mod den Ruslands invasion af Ukraine ved olietankeren Ust Luga ved Asgardstrand i Norge i april 2022. Foto: OLE BERG-RUSTEN
Vis mere

Et af de russiske krumspring er således, at man mærker olieproduktet nafta som benzin, som har et markant højere prisloft.

Nafta er et mellemprodukt, der opstår ved olieraffinering, og det er den vigtigste bestanddel i fremstilling af plast. Det vestlige prisloft er sat til 45 dollar for en tønde, mens loftet for benzin er på 100 dollar.

Et andet er, at man fra russisk side lader lastskibe forlade havne uden en destination. Det gør det vanskeligere at kontrollere, hvor olien kommer fra, og hvordan handlen foregår.

»Disse ladninger skifter ejer og hænder på vej fra A til B. Gennemsigtigheden forsvinder, og man mister overblik,« siger Ole Hvalbye, som er råvareanalytiker ved SEB, til Dagbladet.

»Det, der handles på spot og ikke langsigtede kontrakter, sker ofte mellem spekulative tradere, og de har en lidt anden måde at logge deres færden, som er mere fleksibel. De kan skifte endestation flere gange på en tur, afhængig af hvem der ejer den,« forklarer han desuden.

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: ANGELOS TZORTZINIS
Vis mere

Men russerne har også benyttet sig af et tredje trick: at blande ikke-russiske olieprodukter med sine egne i eksempelvis Singapore og De Forenede Arabiske Emirater.

Virker de russiske tricks? Ole Hvalbye mener, at de vestlige sanktioner har tvunget russerne til at bruge mange penge og ressourcer på at få olieprodukterne ud på markedet.

Og når de tilmed sælges med rabat på grund af prisloftet, kan det mærkes i Rusland.

Eksperterne forventer dog, at priserne vil komme til at stige i den kommende tid.

»Det vil give øgede indtægter til Rusland. Jeg tror ikke, de vil lide nogen nød lige med det første, desværre,« konstaterer Ole Hvalbye over for Dagbladet.