Vladimir Putin brugte et gammel trick over for Tucker Carlson i forbindelse med det omdiskuterede interview, de gennemførte tidligere på ugen.

For noget lignende har den russiske præsident gjort mange, mange gange før.

Business Insider kalder det for et »træk, han bruger til at demonstrere sin magt«.

Og den amerikanske tv-vært har efterfølgende selv erkendt, at det skete i en video, han har lagt ud på sin hjemmeside.

Interviewet fandt sted i tirsdags, men blev først sendt torsdag.
Interviewet fandt sted i tirsdags, men blev først sendt torsdag. Foto: Gavriil Grigorov/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Her fortæller Tucker Carlson, at Vladimir Putin var »et par timer forsinket«.

Ruslandseksperten Jonathan Eyal har således tidligere fortalt til Business Insider, at det for den russiske præsident »helt sikkert er en del af et magtspil« at lade folk vente.

»I det store hele er det en ting, der mere eller mindre tilpasses ud fra, hvor seriøst han tager dig eller hvor tilfreds, han er med dig,« lyder forklaringen fra forskeren ved Royal United Services Institute.

Som nævnt er det ikke kun sket for Tucker Carlson:

  • Daværende tyske kansler Angela Merkel måtte vente i fire timer forud for en frokost i 2014.
  • Daværende ukrainske præsident Viktor Janukovitj ventede ligeledes i fire timer i 2012. 
  • Daværende amerikanske udenrigsminister John Kerry ventede tre timer i Moskva.
  • Forældre til børn, der var blevet dræbt i en flyulykke, måtte vente to timer på en kirkegård i 2002.
  • Pave Frans ventede i 50 minutter – endda i Vatikanet – i 2015.
  • Daværende amerikanske præsident Donald Trump måtte vente i en time forud for et topmøde i Helsinki i 2018. (Kilder: BBC og Guardian)

Listen fortsætter og fortsætter, men det skal måske lige nævnes, at den daværende sydkoreanske præsident Park Geun-hye kun ventede 30 minutter i 2013, mens den nu afdøde engelske dronning Elizabeth var helt nede på 14 minutters ventetid i 2003.

Ifølge BBC har kilder tæt på Vladimir Putin tidligere også sagt, at forsinkelserne skyldes, at han ofte beslutter sig for at »dobbelttjekke og fordybe sig i oplysninger« umiddelbart inden vigtige møder.

Deraf forsinkelsen.

Men den politiske analytiker Dmitrij Abramov siger samme sted:

»Det er født ud fra at ønske om at vise, at han indtager en tsars plads i verdens politik, som i det russiske imperiums storhedstid.«