Ingen kandidater under 50 år.

Det er ikke kun i USA, at præsidenter og præsidentkandidater ofte er modne herrer, der tilbringer deres livs efterår i magtens centrum. 

Også i Rusland skal kandidaterne til næste års præsidentvalg helst være mænd med mere end et par år på bagen. 

Administrationen omkring den siddende præsident Vladimir Putin har angiveligt stor indflydelse på, hvem der får lov at stille op og udfordre Putins magt.

Den uafhængige russisk avis Meduza har talt med kilder med tætte bånd til Putins administration, der med vicechef i Kreml Sergej Kirijenko i spidsen reelt bestemmer, hvem der for lov at konkurrere med Putin.

Herfra lyder det, at der særligt er ét krav til kommende kandidater til posten:

De skal være fyldt 50 år. 

Tre partier ventes – udover Putins Forenet Rusland – at opstille kandidater til forårets præsidentvalg:

Kommunistpartiet, Nyt Folk og Ruslands liberaldemokratiske parti LDPR.

Alle tre partier regnes som loyale mod Kreml og kritiserer ikke Putin direkte. 

»Jeg er temmelig sikker på, at Putins præsidentadministration har tæt kontakt med ledelsen i de tre partier. Men det er ikke givet, at de føjer sig på så specifikke detaljer som alderen,« siger seniorforsker Jørn Holm-Hansen til den norske avis Dagbladet

For selvom Putin nok ikke skal frygte at blive vippet af pinden, så kan en mulig yngre og mere energisk modkandidat for den 70-årige Putin til at se gammel ud.

Især en mulig modkandidat fra Nyt Folk giver anledning til panderynker. 

Partiet har nemlig planer om at opstille vicepræsidenten for Ruslands statsduma som sin kandidat. 

»Han er en fuldstændig systemtro politiker, men det handler om alder,« siger en kilde til Meduza.

»Han er 39 år gammel, elsker PR og har karisma. Han har ikke stor tilslutning, men han kan få vælgerne til at tænke på Putins alder,« lyder det. 

Avisen skriver også, at folk i administrationen i stigende grad omtaler Putin med kælenavnet »bedstefar« fremfor »far« eller »chef« som tidligere.