Den russiske leder deltog i den østrigske udenrigsministers bryllup lørdag forud for møde med Merkel i Berlin.

Wien. Den russiske præsident, Vladimir Putin, var lørdag i Østrig for at deltage i et bryllup i landsbyen Gamlitz, hvor den østrigske udenrigsminister, Karin Kneissl, blev gift med forretningsmanden Wolfgang Malinger.

Den russiske leder overrakte bruden en smuk buket med gule og hvide blomster og medbragte også en halv snes medlemmer af Don Kosak-koret til at synge for bryllupsgæsterne.

Putin ankom til landsbyen i bil, men der havde først været rapporter om, at han ville ankomme i helikopter.

Blandt de øvrige gæster var den østrigske kansler, Sebastian Kurtz, landets præsident, Alexander Van der Bellen, og generalsekretæren for De Olieeksporterende Lande, OPEC's generalsekretær, Mohammed Barkindo.

Den 53-årige Kneissl er udpeget til udenrigsminister af det ene af de to regeringspartier i Østrig, det stærkt højreorienterede Frihedspartiet. Men hun er ikke medlem af partiet.

Kneissl er udenrigsminister i Østrig, som i dette halvår har EU-formandskabet, og formodes at skulle stå på mål for EU's sanktioner mod Rusland. Sanktionerne har været i kraft siden 2014, da Rusland annekterede den ukrainske halvø Krim og åbenlyst støttede prorussiske oprørere i det østlige Ukraine.

Flere medier mener, at kansler Sebastian Kurz begår en diplomatisk fejl ved også at deltage.

Senere lørdag flyver Putin til Tyskland til et politisk møde med forbundskansler Angela Merkel på Meseberg Slot nær Berlin.

Lederen af det ukrainske parlaments udenrigsudvalg, Hanna Hopko, ryster på hovedet over Østrigs ledende politikere.

- Hvis du inviterer Vladimir Putin til dit bryllup, så er du ikke neutral længere, skriver hun på Twitter.

Østrig er i forvejen kendt for sammen med EU-landet Ungarn at trodse EU's kritiske linje over for Rusland.

/ritzau/AP