Gasrørledningen Nord Stream 2 i Østersøen er udelukkende et økonomisk projekt, siger Ruslands præsident.

Berlin. Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger, at alt må gøres for at syriske flygtninge kan vende hjem til deres krigshærgede land. Han fremsatte udtalelsen lørdag i Berlin forud for drøftelser med forbundskansler Angela Merkel.

- Det er vigtigt at hjælpe de områder, som flygtningene kan vende tilbage til, siger han og tilføjer:

- Dette er i alles interesse - også Europas.

Tyskland har taget imod hundredtusinder af syriske flygtninge. Den tyske regering har tidligere insisteret på, at landet ikke vil kunne bidrage til genopbygningen af Syrien, før der er fundet en politisk løsning på konflikterne i landet.

Merkel sagde, at hun også gerne vil åbner mulighederne for, at en FN-mission kan bidrage til en fredsløsning i Syrien.

Putin gør det samtidig klart, at han opfatter gasrørledningen Nord Stream 2 i Østersøen som et projekt, "der udelukkende er økonomisk".

Putin fremsatte udtalelserne, da han stod sammen med Merkel og kortfattet talte til journalister inden drøftelserne med den tyske regeringschef i den tyske regerings gæstehus i Meseberg nord for Berlin.

USA og flere europæiske lande har kritiseret gasrørledningen, fordi den vil øge EU-landenes energiafhængighed af Rusland og svække Ukraine, der i dag er et transitland for gas. Desuden vil rørledningen kunne udgøre en trussel mod miljøet.

- Nord Steam 2 er et rent økonomisk projekt, og det lukker ikke døren for gasleverancer gennem Ukraine, siger Putin og henviser til, at ukrainerne har en vigtig indtægtskilde i de transitafgifter, som de får fra Moskva.

Putin ankom til Berlin ud på aftenen, efter at han havde deltaget i et bryllup i Østrig - hos landets udenrigsminister.

Ved brylluppet i landsbyen Gamlitz blev den østrigske udenrigsminister, Karin Kneissl, gift med forretningsmanden Wolfgang Malinger.

Den russiske leder overrakte bruden en buket med gule og hvide blomster og medbragte også en halv snes medlemmer af Don Kosak-koret til at synge for bryllupsgæsterne.

Blandt de øvrige gæster var den østrigske kansler, Sebastian Kurtz, landets præsident, Alexander Van der Bellen, og generalsekretæren for De Olieeksporterende Lande, OPEC's generalsekretær, Mohammed Barkindo.

Kneissl er i dette halvår formand for EU, og formodes at skulle stå på mål for EU's sanktioner mod Rusland.

Flere medier mener, at kansler Sebastian Kurz begik en diplomatisk fejl ved også at deltage.

/ritzau/dpa