Et af de fængslede Pussy Riot-medlemmer er frivilligt blevet flyttet til en isolationscelle, fordi der er opstået spændinger mellem hende og nogle af de andre indsatte.

RUSLAND: Den fængslede Maria Alyokhina fra den russiske protestgruppe Pussy Riot er frivilligt blevet flyttet til en isolationscelle efter at have raget uklar med nogle af de andre indsatte i fængslet, fordi hun nægtede at deltage i en sultestrejke med dem. Det oplyser hendes advokat ifølge BBC.

Den 24-årige Alyokhina samt et andet medlem af gruppen, Nadesja Tolokonnikova, afsoner to års fængsel for i februar at have fremsagt en punkbøn mod daværende præsidentkandidat - og nuværende præsident - Vladimir Putin under en gudstjeneste i en kirke i Moskva.

Et tredje medlem, Jekateria Samutsevitj, blev ligeledes dømt, men er siden domsafsigelsen i august blevet benådet og løsladt.

Alyokhina og Tolokonnikova afsoner i hvert deres fængsel.